Del

Vognmændene skal være risikovillige

Transportminister Trine Bramsen (S) roser transportbranchens holdning til den grønne omstilling, men hun mener også, der er behov for, at vognmændene påtager sig risici, når det kommer til investeringer i ny teknologi og ikke-fossile brændstoffer. Selv er hun tavs om, hvad vognmændene skal satse på.

Den grønne omstilling af transporterhvervet stiller krav til vognmændene om at turde satse, selvom det ikke står klart, hvilke drivmidler og teknologier der i den nære fremtid afløser diesel. Det mener transportminister Trine Bramsen.

- Grøn omstilling af den tunge transport kræver, at alle er risikovillige og afprøver noget, de ikke har gjort før, og som der ikke er den største forretning i lige nu. Men når man puljer viden på tværs af vognmænd, så kan man få den erfaring, som vi gerne vil have, sagde Trine Bramsen til DANSKE VOGNMÆND, da vi fangede hende til en kort snak i forlængelse af det indlæg, hun holdt for vognmændene på DTL’s generalforsamling i Kolding den 20. maj, hvor hun også kort berørte emnet.

Har ikke noget konkret bud
Transportministeren erkender dermed også, at det i høj grad er fra branchen selv og ikke nødvendigvis fra regeringen og politikerne, at buddet på løsningerne skal opstå.

- Vi har ikke en fast pakke i skuffen, men jeg oplever, at aktører og vognmændene herunder DTL afprøver forskellige ting. Det er vejen til, at vi kan få en stærk position i Danmark gennem fagligt samarbejde og deling af erfaring.

På et netværksmøde i april for brancheaktører, heriblandt DTL, og politikere arrangeret af Dansk Erhverv udtalte transportministeren sig positivt om e-methanol som drivmiddel, hvor Danmark ifølge ministeren er blevet foregangsland.

Da DANSKE VOGNNMÆND spurgte ministeren, om hun har et konkret bud på, om fremtiden kører på el, brint, Power-to-X eller noget helt fjerde, var hun forbeholden, dog ikke om tidshorisonten, hvor senest krigen i Ukraine har skabt en ny situation.

- Det vil være at tage munden for fuld at lægge mig fast på noget bestemt. Jeg vil dog gerne vove pelsen og sige, at det kommer til at gå stærkere, end vi overhovedet forestiller os. Det kan vi se på elbilerne, hvor markedet er ændret på et splitsekund, og der er kæmpe efterspørgsel. Situationen med energiforsyningen er en helt anden nu, også i sikkerheds- øjemed, og det kommer til at få udviklingen til at gå endnu stærkere, også på grund af EU-pres.

Kommer til at gå stærkt
Nu har du rost vognmændene og branchen for at afprøve forskellige teknologier, men det er jo også en bekymret branche. De ved, at det kommer til at ske, men de bekymrer sig om, hvordan det skal hænge sammen i deres forretning. Hvad siger du til den del?

- Jeg tror, man skal kigge på, hvad der er sket på personbilområdet, og jeg er fuldt bevidst om, at der er nogle forskelle, men proppen er røget af flasken. For syv år siden var elbiler kun for de få, der var ideologisk optaget af grøn omstilling. Nu har vi elbiler over hele Danmark. Jeg tror, det kommer til at gå lige så stærkt. Og jeg kan se, at med de evner, der er til at organisere sig og dele viden i Danmark, så kan vi komme til at stå langt fremme. Der vil være kæmpe konkurrencefordele også på det europæiske marked, hvor der kommer til at være krav til hvad, man kører på også for danske vognmænd, sagde Trine Bramsen, inden hun hastede videre.

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 5, 2022