Vognmændene kan man regne med

Inden for tabloidpressen er der et mundheld, der lyder ”hvis vi er inviteret med til brylluppet, kommer vi også til begravelsen”. Underforstået at dem, der føler sig forfulgt af snagende journalister, ikke bare kan sole sig i offentligheden, når det går godt. De må også tåle udstilling, når det går dårligt. 

Hvad har det så med transport at gøre? Jo, ikke blot har den seneste tids ballade med jordskreddet ved Ølst fanget både virksomhedsejere og myndigheder i pressens og regeringens søgelys og kritiske opmærksomhed. Den har også haft vognmændene på rollelisten. 

For det er nemlig vognmændene, der har stået for at afværge den del af sagen, der kunne have udviklet sig til en katastrofe for landsbyen og dens beboere. De har på bestilling naturligvis sørget for at bortkøre mange tusinde kubikmeter jord, der ellers i dag kunne have ligget oven på sagesløse borgeres hjem. 

De pågældende vognmandsvirksomheder har ikke været så meddelsomme i pressen omkring deres aktiviteter ved Ølst. Man forstår dem godt. For i omverdenens i forvejen mange kritiske vinkler på situationen har der også været en undertone af, at her er nogen, som tjener stort på en miljøkrise. Selv om de blot er sat til at rydde op. 

Her i bladet vil man kunne læse om et medlem, der bidrager med sit til, at katastrofen begrænses, og som har valgt at fortælle om arbejdet. 

Det var paradoksalt nok også vognmændene, der under corona­krisen sørgede for at køre de aflivede mink til massegrave i den jyske muld, efter at de i øvrigt i pelsindustriens storhedstid stod for at køre minkfoder frem til farmene. 

Sådan kan man blive ved, og jeg gør det gerne: For hvem er det, der kører salt til depoterne i kommunerne, så det kan blive spredt på is- og sneglatte veje til gavn for trafikanterne? Vognmændene. Hvem er det, der rykker ud på udkald og fjerner sne og is fra vejene? Vognmændene. Hvem er det, der under de stadig hyppigere tilfælde af stormflod og oversvømmelse af beboelsesområder stiller op med slamsugere og tankvogne og grej til afspærring? Ja, rigtigt: Vognmændene. 

Så er vi er tilbage ved ordsproget med at deltage i både bryllup og begravelse. For vognmændene skal også lægge ryg til at blive udstillet, når omstændighederne er knap så morsomme. 

Det er, når fx en lastbil er involveret i et trafikuheld på motorvejen, der stopper trafikken og skaber kilometerlange køer. Lastbilen er den mest synlige og den sværeste at fjerne. Altså er den nok synderen. Det er, når en lastbil skrider ud i snevejret eller ikke kan komme op ad stigninger til gene for den øvrige trafik og skaber hidsige krav om at blive hjemme og i øvrigt få vinterdæk på. Det er, når lastbilerne bliver beskyldt for at øge trængslen i trafikken, selv om det blotte øje i køen kan se, at hovedparten består af de cirka tre millioner personbiler, der befærder landets veje. Det er, når last- og varebiler i de stadig mere aflukkede og ufremkommelige byområder bliver skoset for deres parkeringer under af- og pålæsning. 

For hvem er det, der kører salt til depoterne i kommunerne, så det kan blive spredt på is- og sneglatte veje til gavn for trafikanterne? Vognmændene. Hvem er det, der rykker ud på udkald og fjerner sne og is fra vejene? Vognmændene. Hvem er det, der under de stadig hyppigere tilfælde af stormflod og oversvømmelse af beboelsesområder stiller op med slamsugere og tankvogne og grej til afspærring? Ja, rigtigt: Vognmændene. 

Adm. direktør Erik Østergaard

Vognmændenes materiel kører kun, fordi nogen beder dem om det. Og vognmændene sørger i hverdagen diskret for, at der er varer på hylderne, affaldsbeholderne er tomme, og folk kan komme frem på vejene. Og så er der lige de helt særlige situationer, som den ved Ølst. 

Jo, vognmændene er med til brylluppet, men bliver så sandelig også ofte en del af begravelsen. Det er nærmest et erhvervsvilkår. Men de piver ikke.