Vognmænd er stadig udsat for statsstøttet konkurrenceforvridning

Så kom endelig EU-Kommissionens godkendelse af endnu en portion statsstøttemidler til PostNord-koncernen. Et trecifret millionbeløb tilflyder nu konkurrenten til den private transportsektor. Det skal dække Post Danmarks tilsyneladende enorme underskud ved at varetage postbefordringspligten for breve og pakker under 20 kg til især de fjerne afkroge af vores relativt set lille land.

Jeg må sige, at det ikke kommer som en overraskelse, at Kommissionen har fået bøjet argumenterne for at give støtte i en retning, der tilgodeser det statslige selskab på kroner og øre som ønsket.

At EU slår krøller på sin ellers meget håndfaste måde at håndtere konkurrencemæssige problemer på, er tydeligt i kommentaren, som den danske konkurrencekommissær fremkommer med i Kommissionens udmelding. Nemlig, at Post Danmark fortsat vil kunne ”levere denne grundlæggende tjeneste i hele Danmark til ensartede priser for forbrugere og virksomheder uden at forvride konkurrencen unødigt”.

Der er altså med andre ord reelt stadig tale om konkurrenceforvridning. Men hensynet til betjeningen af ”Maren i kæret” og den omstændighed, at Post Danmark efter Kommissionens opfattelse ikke overkompenseres, har vejet tungere.

DTL er helt uenig i argumentationen og mener, at man må kalde blåstemplingen af statsstøtten det, den er: En politisk afgørelse. Det er stadig særdeles relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om PostNord-koncernens underskud primært kommer fra de opgaver, som staten har bedt PostNord løse som følge af postbefordringspligten, eller om underskuddet kommer fra andre forretningsområder, som PostNord selv har kastet sig over i konkurrence med DTL’s medlemmer.

DTL mener fortsat ikke, at det private, danske transporterhverv kan leve med, at skatteyderfinansierede omkostninger i brevforretningen anvendes til at finansiere PostNords pakke- og stykgodsdistribution i direkte konkurrence med de private aktører.

DTL’s grundsynspunkt er og har altid været, at man politisk bør vælge at privatisere PostNord, så koncernen mere frit kan udvikle forretningen og kaste sig ud på nye markeder, uden at skatteyderne skal tage risikoen. Det kunne fint kombineres med at sende postbefordringen i udbud blandt de private selskaber, der allerede i dag yder landsdækkende postservice i nøjagtigt de samme egne og til de samme modtagere. Uden offentlig støtte.

Når postbefordringspligten sendes i et udbud, vil den reelle meromkostning ved befordringspligten komme for sin dag. Og den, tror vi, er væsentligt mindre end de 225 millioner kroner årligt, som Kommissionen nu har godkendt fra finansåret 2020.

Det glæder os oprigtigt, at Radikale Venstres transportordfører Rasmus Helveg Petersen og Venstres Kristian Pihl Lorentzen peger i den retning, og vi ser frem til, at det bliver inddraget i de længe ventede postforhandlinger. Ja, det kan ligefrem blive et valgtema.

Måske man skulle tage på studietur til Finland, som er et land med rigtig mange tyndt befolkede udkantsområder, hvor man politisk ligefrem har formået at afskaffe statstilskuddet til brevdistributionen for flere år siden.