Del

Vognmænd dumper kommunal service

Træer og buske langs de kommunale veje forbliver ubeskårede, mange kommunale veje er hullede, og så mangler der p-pladser til de tunge køretøjer. Sådan lyder nogle af tilbagemeldingerne fra vognmændene på den kommunale service i en rundspørge, som DANSKE VOGNMÆND har foretaget op til kommunalvalget.

- Mange steder kan vi slet ikke komme ud til kanten af vejen, fordi grene rager ud og er ved at rive spejlene af bilen, siger vognmand Jan Bergmann Scheuer fra Borup.

Måske er der ikke stemmer i at sikre gode forhold for den tunge trafik i kommunerne? 

Spørger man DTL’s medlemmer til den kommunale service i forhold til den tunge trafik, er de gennemgående svar nemlig meget kritiske. Det fremgår af en rundspørge blandt DTL-medlemmerne, som DANSKE VOGNMÆND har gennemført op til kommunalvalget den 18. november. 

Værst står det til, når det gælder kommunernes indsats for at holde de kommunale veje fri for grene fra vildtvoksende buske og træer. Kommunerne skal dels selv klippe og beskære langs kommunens veje, dels skal de føre tilsyn med, at private også klipper og beskærer. Men hele 77 procent af de adspurgte vognmænd betegner den indsats som “dårlig” eller “meget dårlig”. 

Tæt herpå følger kommunernes vedligeholdelse af gader og veje, som 66 procent af de adspurgte vognmænd betegner som “dårlig” eller “meget dårlig”. Hver fjerde er dog positivt stemt over for den kommunale vejvedligeholdelse. 

 Vognmændene er også meget kritiske overfor den kommunale indsats, når det gælder parkeringsmuligheder for de tunge køretøjer. Både, hvad angår udbygning af antallet af parkeringspladser og adgangen til at træde af på naturens vegne på de eksisterende kommunale rastepladser. 

Ingen steder at sætte hængeren  

Vognmand Jan Bergmann Scheuer fra Borup kender om nogen til problemerne med at finde steder at parkere lastbil og anhænger. Han kører stål og jern for Hatten A/S til smedemestre og entreprenører på Sjælland og øerne og må ofte kigge forgæves efter lovlige parkeringsmuligheder. 

- Det er ikke alle steder, man kan komme ind med en kærre eller en anhænger, og så er man nødt til at kunne sætte den et eller andet sted. I Køge Kommune, hvor jeg kører ofte, er der kun få steder, vi må stille påhængsvogne eller sættevogne. Hvis jeg nu fx i Bjæverskov har behov for at stille noget, må jeg kun sætte den ved siden af skolen og idrætsanlægget. Det, synes jeg, er tåbeligt, siger han, der ikke forstår, at man ikke må holde i industrikvarteret. 

- I København er det helt umuligt at parkere lovligt nogen steder. Måske kan man ude i Kastrup være heldig at finde et hjørne, hvor man må holde lovligt. 

Ringsted Kommune, som han også ofte har ærinder i, har to industriområder, der ligger lige op ad hinanden på hver sin side af rute 14. Det ene har ifølge vognmanden slet ikke parkeringsmuligheder for tunge køretøjer. Gennem det andet løber en kommunal vej, hvor man må parkere i maksimum tre timer døgnet rundt. 

- Det dur ikke, for vi skal jo have minimum ni timers hvil for at overholde køre-hviletiden. Så jeg må bare holde ind og håbe på, at der ikke kommer en parkeringsvagt, siger han. 

GODE RÅD TIL KOMMUNERNE

"Kantsten og miljøbump er kæmpe udfordringer, når man projekterer veje og anlæg. Der er så mange muligheder for at strege/male linjer og "forhindringer" på vejbanerne. Det lykkes med stor succes i bl.a. Holland. Det vil give færre skader på biler, lastbiler, cyklister, lette adgang for brandvæsen, renovationskørslen og sneploven mv. Så fokus på andre metoder til fartreduktion!" 

"Undgå snævre chikaner og skarpe kantsten, der skader dæk især ved kørsel med mobil/tårnkraner, hvor bredden er tre meter. Undgå for mange rundkørsler på hovedveje, og etabler grønne bølger gennem ringveje - brændstofforbruget øges 400 procent, hver gang et vogntog skal sætte i gang." 

"Asfaltarbejde er en total mangelvare i småbyer. Huller og bump giver mange udgifter til reparation af lastbil, det er ting som bøsninger og stabilisatorer. Klipning af træer og buske langs veje i landdistrikterne er ikke eksisterende." 

"Der er total skævvridning vedr. vinterkørsel, hvor der indsættes for mange traktorer, som er langsomme og slider hårdt på vejene. Traktorer må køres af 16-årige og er ikke underlagt køre-hviletidsregler. Ikke ok - da det er konkurrenceforvridende i forhold til vognmænd og chauffører." 

"Bedre aflæsningspladser for lastbiler og især os flyttevogne, da vi tit skal holde et problematisk sted, da vi skal have nem adgang til indgangsdøre." 

Kilde: Kommentarer fra DTL-medlemmer i Rundspørge op til kommunalvalget i november 2025, DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND. 

Ingen kommuner beskærer 

Jan Bergmann Scheuer har også stærke meninger om kommunernes beskæring af træer og buske langs de kommunale veje og det kommunale tilsyn med, at private lodsejere beskærer og klipper. 

- I samtlige kommuner, som jeg kommer, sker det ikke. Mange steder kan vi slet ikke komme ud til kanten af vejen, fordi grene rager ud og er ved at rive spejlene af bilen. Og når jeg påtaler det overfor kommunerne, siger de, at jeg skal tippe dem om hvert enkelt sted. Men så kan jeg jo ikke bestille andet. Det er jo over det hele. 

Nogle steder er beskæringen så mangelfuld, at to biler ikke kan passere hinanden.

- Møder jeg en anden bil, skal en af os eller begge to helt ud i kanten. Hvis der så er grøfter, og det har været regnvejr, så vil jeg altså helst ikke derud, og det vil den anden jo heller ikke. Så ender det med at én af os må bakke, til vejen er bred nok til, at vi kan komme forbi hinanden, siger han.

- Nu har jeg så givet dem to specifikke veje, hvor grene hænger ud og generer trafikken. Så må jeg tjekke, om der er sket noget næste gang, jeg kommer forbi. Udfordringen er, siger de hos kommunen, at hvis det er en privat lodsejer, så er det jo ham, der skal beskære. Han skal have tre påbud om at gå ud og skære, og det tager sin tid. Jeg har en mistanke om, at de ikke giver de private lodsejere besked. Jeg ved jo ikke, om det er rigtigt, men jeg synes bare ikke, der sker noget, siger Jan Bergmann Scheuer. 

Op ad bakke at få kommunerne til at rykke 

I DTL arbejder erhvervspolitisk chef Ove Holm dagligt med at få de offentlige myndigheder herunder kommunerne til at arbejde for at fremme transporterhvervets muligheder for at gøre sit arbejde så effektivt som muligt. Og det er ofte op ad bakke, indrømmer han. 

- Kommunerne slås jo om at tiltrække erhvervsliv og arbejdspladser, men mange gange virker det som om, de glemmer, at erhvervsmæssig aktivitet kræver transport til og fra virksomhederne med lastbiler og mulighed for at komme rundt på de små veje, siger Ove Holm og fortsætter: 

- Chaufførerne i lastbilerne skal overholde køre-hviletidsreglerne og er derfor tvunget til at holde ind med regelmæssige mellemrum for at afholde de lovpligtige hvil. Det er derfor helt uforståeligt, at mange kommuner begrænser eller helt afskaffer parkeringsmuligheder for de tunge køretøjer og dermed gør transportarbejdet endnu sværere, end det er i forvejen. Vi har tværtimod brug for mange flere parkeringsmuligheder rundt om i kommunerne, siger han. 

- I DTL er vi meget af tiden optaget af de statslige rammebetingelser for erhvervet. Men vi er også opmærksomme på, at kommunerne har deres del af ansvaret for, at det lokalt er til at drive forretning som transportvirksomhed.  

KOMMUNAL SERVICE MED PLADS TIL FORBEDRINGER 

Hvordan synes du, at din kommune/kommunerne løser nedennævnte opgaver? 

Meget godt/ godt 

Dårligt/ meget dårligt 

Ved ikke 

Beskæring af buske og træer langs kommunens veje 

17% 

77% 

5% 

Udbedring/vedligeholdelse af kommunens veje 

26% 

66% 

8% 

Fjernelse eller ændring af viadukter 

19% 

46% 

34% 

Etablere ringveje, så tung trafik kan komme udenom byerne 

36% 

44% 

19% 

Etablering af flere p-pladser til lastbiler/vogntog 

7% 

68% 

24% 

Bedre muligheder for at kunne parkere lastbilen uden for arbejdstiden 

11% 

68% 

21% 

Løse problemer med hastighedsbump på de kommunale veje 

18% 

57% 

25% 

Toiletforhold på kommunale rastepladser 

10% 

64% 

26% 

 

Kilde: Rundspørge op til kommunalvalget i november 2025, DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND. 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 8, 2025