Del

Vil stramme kontrol med vejafgift

Transportministeren imødekommer nu DTL efter kritik af lemfældig kontrol af vejafgiften fra 1. januar 2025.

Transportminister Thomas Danielsen har været lydhør for den kritik, som bl.a. DTL har rejst af kontrollen og håndhævelsen af vejafgiften for ikke at være finmasket nok og at vejafgiften bliver konkurrenceforvridende. 

Regeringen vil nemlig gøre det muligt for Sund & Bælt ved Storebælt at stoppe udenlandske lastbiler med ubetalte bøder for at undlade at betale vejafgift - med et ultimatum om enten at vende om ved betalingsanlægget eller betale bøden på stedet. 

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse, hvori transportministeren erkender, at vejafgiften risikerer at blive konkurrenceforvridende, hvis ikke alle betaler. 

Derudover har regeringen afsat små ti millioner kroner på finansloven for 2025 til ekstra kameraudstyr og bemanding af de mobile kontrolpunkter på de afgiftspligtige vejstrækninger i perioden 2025- 2028. 

DTL: Godt, at regeringen erkender problemet 

Hos DTL – Danske Vognmænd hilser erhvervspolitisk chef Ove Holm skærpelsen velkommen. 

- Det her er et tydeligt udtryk for, at regeringen har erkendt, at der allerede inden, vejafgiften træder i kraft, hersker alvorlig tvivl om håndhævelsen og kontroltrykket. 

Det fremgår af regeringens lovkatalog for det kommende folketingsår, at det lovbehandlende arbejde forud for de skærpede kontrolforanstaltninger begynder i februar 2025. Dermed bliver muligheden for at lade lastbiler vende om ved Storebælt tidligst en realitet fra 1. juli næste år, et halvt år efter, vejafgiften er trådt i kraft. 

Ove Holm er forbeholden ved det perspektiv. 

- Der er udsigt til, at den skærpede kontrol tidligst i kraft et halvt år efter, vejafgiften er en realitet. Vi havde klart foretrukket, at det her var på plads fra 1. januar 2025 med vejafgiftens indførelse. Vi mener fortsat, at problemet med vejafgiften i høj grad er manglen på håndfaste konsekvenser for udenlandske skyldnere, som vi i årevis har set det udspille sig med manglende betaling af p-afgifter og bøder for færdselsforseelser i øvrigt, siger han, og peger på, at der også kan være problemer med overhovedet at finde frem til, hvorhen bøden skal sendes.  

VIL FORDOBLE BØDER

Transportminister Thomas Danielsen vil nu fordoble bøden for ikke at betale vejafgift fra 4.500 kroner til 9.000 kroner.

Det sagde transportministeren til DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND på et møde hos Sund & Bælt i slutningen af oktober, hvor Sund & Bælt fremviste kontroludstyret til opkrævning af vejafgiften fra 1. januar 2025.  

SÅDAN OPKRÆVES VEJAFGIFTEN

Vejafgiften opkræves på to måder: 

1. Ved anvendelse af køretøjsudstyr gennem en EETS-udbyder (European Electronic Toll Service) som fx Brobizz.

2. Ved salg af elektroniske rutebilletter, som chauffør eller ejer af køretøjet skal købe. Sund & Bælt står for opkrævning og salg af rutebilletter.

Kontrollen er digital med seks opstillede kameraer og en række mobile kontrolpunkter fordelt i hele landet, der ved at scanne køretøjets nummerplade skal kontrollere, om køretøjet har betalt vejafgift. 

Kilde: Lovforslag nr. L74. Forslag til Lov om vejafgift. Bemærkninger til lovforslaget. 

 

VEJAFGIFT BLIVER NU DEL AF PRISINDEKS

Vejafgiften bliver i 2025 indregnet i det gængse prisindeks, som vognmændene kan bruge som hjælp til at fastsætte deres transportpriser. Indekset er dog bagudrettet, og DTL råder derfor til, at man ser sig godt for. 

Vejafgiften bliver i 2025 inkluderet i det almindelige omkostningsindeks for lastvognskørsel (BYG91). Det kommer på baggrund af et møde mellem blandt andre DTL – Danske Vognmænd og Danmarks Statistik i oktober, fortæller erhvervspolitisk chef i DTL, Ove Holm. 

- Fra 1. kvartal 2025 vil den nye kilometerbaserede vejafgift ud fra en gennemsnitsbetragtning blive indregnet i Danmarks Statistiks tre forskellige omkostningsindeks for henholdsvis dagrenovation, slamsugning og lastvognskørsel. De tre omkostningsindeks er allerede i dag opdelt i hver to indeks. Et med og et uden brændstofomkostning for de vognmandsvirksomheder, som anvender et separat olietillæg. Indekset for lastvognskørsel vil fremover efter planen både findes i en version med og en version uden vejafgift for de vognmandsvirksomheder, som vil anvende et separat tillæg for vejafgiften, siger han.  

Han gør dog også opmærksom på en ikke ukendt ulempe ved reguleringen af priser ved hjælp af Danmarks Statistiks indeks. Det gælder fx for vognmænd med prisreguleringsklausuler med kunder i det offentlige. 

- Man skal som vognmand være opmærksom på, at Danmarks Statistiks indeks er bagudrettet, dvs. at 1. kvartal 2025 først offentliggøres i maj 2025. Derfor vil vejafgiften ikke blive dækket ind i de første 5-6 måneder, medmindre der foretages en efterregulering, eller at vejafgiften afregnes som et separat tillæg, som fx Vejdirektoratet giver mulighed for i kontrakter om vinterføretjeneste, siger Ove Holm. 

MODELFORSLAG TIL ALM. BETINGELSER FOR TRANSPORTVIRKSOMHEDER

Uagtet om du som vognmand har private eller offentlige kunder på længerevarende kontrakter, bør du forholde dig til vejafgiften. Du kan fx tage udgangspunkt i DTL’s modelforslag til almindelige betingelser for transportvirksomheder, når du indgår en aftale med en kunde. 

Af modelforslaget til alm. betingelser fremgår det bl.a., at kørselsafgifter mv. betales af ordregiveren. Dermed kan der ikke senere opstå tvivl om, hvorvidt man som vognmand kan fakturere kunden for udgifter til den kilometerbaserede vejafgift fra 1. januar 2025.

Find modelforslaget her

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 8, 2024