Del

Vejafgift bremser salget af nye lastbiler

Vejafgiften forventes at resultere i et brat fald i salget af nye lastbiler, viser regeringens egne beregninger. DTL’s årlige konjunkturundersøgelse viser, at vognmændenes investeringslyst er faldende, bl.a. som følge af vejafgiften. Scania mærker en vis afmatning i salget.

Et voldsomt fald i antallet af solgte lastbiler frem til 2028. 

Det er, hvad regeringen selv forudser vil blive én af konsekvenserne af indførelsen af den kilometerbaserede vejafgift den 1. januar 2025. Det fremgår af en fremskrivning, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har lavet. Fremskrivningen viser, at antallet af solgte lastbiler vil falde med hele 28 procent fra knap 4.000 i 2024 til under 3.000 i 2025. Forklaringen er, at efterspørgslen på transport forventes at falde som følge af prisstigninger: 

”I fremskrivningen skønnes et reduceret salg i perioden 2025-2028 som følge af indførelsen af den kilometerbaserede vejafgift, jf. Aftale om Kilometerbaseret vejafgift for lastbiler og forhøjelse af dieselafgiften, der skønnes at reducere efterspørgslen på transport som følge af prisstigninger. I fremskrivningen bestemmes salget af lastbiler ud fra fremskrivningen af det samlede trafikarbejde, hvorfor det reducerede salg ligeledes afspejler et reduceret trafikarbejde”, lyder det i ministeriets fremskrivning. 

Vognmændenes investeringslyst falder 

Den forventning understøttes af DTL’s konjunkturundersøgelse, som blev offentliggjort i starten af maj 2025. Her konkluderer DTL, at øgede omkostninger fra bl.a. vejafgiften hæmmer lysten til at investere. Ifølge undersøgelsen er der en stigning i antallet af virksomheder, der forventer faldende investeringer i 2025. 

Erhvervspolitisk chef i DTL Ove Holm kalder tallene i regeringens fremskrivning bemærkelsesværdige. Men om, det går helt så galt, er tvivlsomt, mener han. 

- Præmissen for fremskrivningen er den, at når man hæver omkostningen med ti procent, så falder efterspørgslen tilsvarendende ti procent, og så skal der ikke bruges så mange lastbiler, og så skærer man ned. Om faldet bliver så voldsomt i 2025, er usikkert, men tallene på indregistreringer pr. måned i de første måneder af 2025 viser dog et lille fald, siger han med henvisning til udviklingen i bestand og nyregistreringer af lastbiler i 2025. 

Lastbilproducent mærker afmatning 

Hos Scania Danmark er salgsdirektør Anton Freiesleben heller ikke overbevist om, at faldet i salget af lastbiler bliver så slemt, som fremskrivningen indikerer, selvom han siger, at man har mærket en vis afmatning. 

- Baseret på registreringer i år til dato viser totalmarkedet i 2025 en helårs-trend på noget over 4.000 solgte biler. Dermed viser markedet ”blot” en reduktion på fem procent i 2025 i forhold til 2024. Det er tænkeligt, at 2025-markedet ender med at ligge cirka ti procent under 2024, dvs. ned til cirka 3.800. Men vi tror, at under 3.000 solgte biler i 2025 er alt for lavt, siger han med henvisning til fremskrivningen. 

Han er dog optimist på den længere bane, særligt i forhold salget af el-lastbiler. 

- Vi mener ikke, at vejafgiften vil medføre reduceret salg af nye lastbiler, men den vil bidrage til skift til batterielektriske lastbiler og evt. også brint-lastbiler hvis brint-løsningen måtte få udbredelse i fremtiden, siger han.  

Om DTL's konjunkturundersøgelse

 

DTL’s konjunkturundersøgelse 2025 baserer sig på resultatet af et spørgeskema om vognmandserhvervet i Danmark udsendt til 1.334 af DTL’s medlemsvirksomheder.

345 virksomheder besvarede undersøgelsen i perioden 28. februar-20. marts 2025, som var før Trump-administrationens indførelse af straftold mod EU herunder Danmark.

Læs mere om konjunkturundersøgelsen

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 6, 2025