Del

Varebiler bag eksplosion i overtrædelse af regler

Indførelsen af varebilsreglerne i 2019 bevirkede en dramatisk stigning i overtrædelse af reglerne i godskørselsloven, viser nye tal fra politiet. Transportministeren står afklædt, mener DTL’s adm. direktør med henvisning til ministerens udsagn om, at reglerne er overflødige.

En tredobling i antallet af sigtelser for overtrædelse af reglerne i godskørselsloven. Det er, hvad de nøgne tal fra politiet viser, efter at varebilerne blev omfattet af godskørselsloven fra 1. juli 2019. 

Oplysningerne kommer på baggrund af en aktindsigt fra DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND til politiet. 

Konkret viser tallene, at antallet af sigtelser for overtrædelse af godskørselsloven steg fra 565 i 2018, dengang da kun lastbiler over 3.500 kg var omfattet af reglerne, til 1.450 sigtelser i 2020, som var det første hele sammenlignelige år efter, at varebilsreglerne blev en realitet. I 2019, da varebilsreglerne trådte i kraft midt på året, var stigningen fra 2018 på 80 procent til 1.010 sigtelser. 

Politiets sagsstyringssystem, POLSAS, skelner ikke mellem køretøjer over og under 3.500 kg. Det er derfor ikke muligt at isolere sigtelserne for forseelser begået af varebiler under 3.500 kg siden indførelsen af varebilsreglerne 1. juli 2019. Oplysningerne viser ikke, hvilke konkrete overtrædelser af godskørselsloven, der er tale om. Overtrædelse af reglerne om cabotagekørsel er dog ikke en del af tallene. 

Alligevel er billedet klart, mener DTL’s adm. direktør Erik Østergaard. 

- Den eneste reelle faktor, der kan forklare udviklingen i overtrædelser, er indførelsen af varebilsreglerne. Og når vi ved, at varebilerne kun har udgjort omkring en tredjedel af det samlede antal køretøjer, som er omfattet af godskørselsloven, er det da bemærkelsesværdigt, at antallet af forseelser nærmest tredobles i det øjeblik, loven kommer til også at gælde dem, siger han. 

DTL: Monumental udstilling af minister  

Transportminister Thomas Danielsen (V) annoncerede i slutningen af august, at han agter at afskaffe tilladelsesreglerne til godskørsel på varebilsområdet med henvisning til, at reglerne ifølge ministeren er overflødige og uden effekt. 

Erik Østergaard mener, at ministeren står afklædt med sin påstand. 

- De nøgne fakta er jo en monumental udstilling af transportministeren. Først viste tal fra Færdselsstyrelsen en alarmerende andel af inddragede tilladelser og afviste og henlagte ansøgninger om varebilstilladelser med henvisning til reglerne om bl.a. restancekrav, konkurs og egenkapital. Nu giver politiets tal så et uafviseligt billede af omfanget af overtrædelser af reglerne, som i dele af varebilsbranchen har været reglen snarere end undtagelsen, siger han. 

DTL-direktøren mener, at transportministeren nøje bør overveje sit næste træk. 

- Det mest oplagte, ministeren kan gøre, er at trække forslaget om at afskaffe reglerne på varebilsområdet. Eller også må han forklare, hvorfor han ikke tillægger dokumentationen fra hverken politiet eller sin egen styrelse nogen betydning. Fastholder han planen om at droppe reglerne, må han tage ansvaret for at slippe de lovløse tilstande før 2019 løs i en del af transportbranchen igen. 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 8, 2024