Mange vognmænd mener, at det vil gavne deres grønne profil, hvis de skifter dieselbilerne ud med eldrevne køretøjer. Det fremgår af en rundspørge om skiftet fra diesel til el, som DANSKE VOGNMÆND gennemførte i slutningen af 2024.
Men man skal være varsom med, hvordan man markedsfører sine grønne tiltag. Ifølge advokat og fagchef for markedsføringsret Martin Jørgensen, Dansk Erhverv, må man nemlig ikke bare male hele virksomheden grøn, fordi flåden er udvidet med en ellastbil eller to.
Hav dokumentationen i orden
- Man skal kunne dokumentere, hvad der gør den grønne lastbil bedre end tilsvarende lastbiler. Har du 100 lastbiler, og kun en er elektrisk, så batter det ikke meget, og her skal man passe på med at omtale virksomheden som grøn, siger han og anbefaler, at man er meget mere konkret og ikke mindst præcis:
- Man må fx ikke skrive ”jeg kører klimavenligt” på sin nye elektriske lastbil. Produktionen udleder jo CO2, hvor meget eller hvor lidt kan være svært at dokumentere. Men gerne, at ”jeg udleder ikke CO2 under kørslen”, vel at mærke hvis man kan dokumentere det. Det er nemmere at tage det ned på det konkrete niveau og på den konkrete lastbil, siger han.
- Skriver du noget aktuelt i din markedsføring, skal du kunne dokumentere det. Det typiske er, at man får lavet en livscyklusvurdering, der viser miljøbelastningen i hele bilens livscyklus fra produktion til skrot. Og det er selvsagt svært. Og så skal man passe på med at bruge ordet bæredygtig. Det dækker over flere forhold og ikke kun grønne ting og er meget svært at dokumentere.
Risikerer store bøder
Afhængigt af, hvor alvorlig overtrædelsen af markedsføringslovgivningen er, kan man med Martin Jørgensens ord blive straffet med alt fra ”et slag over fingrene til politianmeldelse og millionbøder”.
Bødestørrelsen tager udgangspunkt i virksomhedens omsætning.
Martin Jørgensens råd er, at man sætter sig godt ind i regler og rammer for markedsføringen, før man kaster sig ud i grønne tiltag. For medlemmer af Dansk Erhverv kan en opringning til Martin Jørgensen måske hjælpe. Han hjælper nemlig virksomheder med udformning af markedsføring i al almindelighed, så de undgår sager for vildledning.
FEM GODE RÅD OM GRØN MARKEDSFØRING
Må vi markedsføre vores produkt som miljøvenligt, hvis vi bruger genanvendelig plastic?
Ja, hvis I kan påvise, at produktet miljømæssigt hører til blandt de absolut bedste tilsvarende produkter. Det kræver en såkaldt livcyklusanalyse, der viser, hvilke miljøpåvirkninger jeres produkt har, og hvilket ressourceforbrug der er tilknyttet produktet. Det kan være en god idé “blot” at skrive, at I anvender genanvendelig plastik.
Hvilke lovmæssige retningslinjer skal vi følge for at kommunikere vores virksomheds bæredygtighedsinitiativer?
Det afhænger af, hvilken virksomhed eller produkter, der er tale om, men generelt skal man sørge for at efterleve kravene i markedsføringsloven samt eventuelt sektorspecifik lovgivning, der findes på ens eget område.
Skal man passe på med at bruge ordet bæredygtig?
Ja, det er korrekt.
Forbrugerombudsmanden anbefaler, at virksomheder afholder sig fra at benytte udsagnet bæredygtigt i deres markedsføring, da det er meget vanskeligt at dokumentere, at virksomheden på alle aspekter af bæredygtighed (klima/miljø/sociale/ etiske) er i mål.
Hvilke konsekvenser kan der være for brud på reglerne for grøn markedsføring?
Overtrædelse af reglerne for grøn markedsføring kan medføre bøder. Herudover kan vildledning også medføre skade på jeres omdømme og kundernes tillid til jer.
Er det nødvendigt med korrekt dokumentation for alle miljøvenlige påstande?
Ja, hvis I hævder, at jeres emballage er 100 procent genanvendelig, skal I kunne præsentere dokumentation, der understøtter denne påstand. Det kan være testresultater, certificeringer eller lignende.
Kilde: Dansk Erhverv
MARKEDSFØRING AF DIESELPRODUKT MED MILJØMÆSSIGE UDSAGN VAR VILDLEDENDE
Et olieselskabs markedsføring af et dieselprodukt på bagenden af en af virksomhedens tankbiler med udsagnene ”Klimadiesel” og ”Vi kører på klimadiesel – Skal du med på vognen?” med to grønne blade samt et billede af en sennepsblomstermark var vildledende, da markedsføringen gav forbrugeren indtryk af, at produktet var mindre skadeligt for miljøet, end det faktisk var. Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med at indskærpe reglerne over for virksomheden.
Kilde: Forbrugerombudsmanden
VILDLEDENDE MARKEDSFØRING KOSTEDE TRE MILLIONER
”Verdens mest bæredygtige bilproducent”, ”Der er bæredygtighed i hver en bil, BMW producerer”, og ”Hele produktionskæden for BMW iX er grøn”. Det er eksempler på nogle af de udsagn, som BMW Danmark sidste år måtte betale en bøde på tre millioner kroner for at have benyttet i sin markedsføring.
BMW Danmark betalte bøden efter at have overtrådt markedsføringsloven i 11 tilfælde. I alle tilfælde vurderede Forbrugerombudsmanden, at udsagnene var egnede til at give forbrugerne et urigtigt indtryk af bilernes miljøbelastning, herunder fordi BMW’s biler ikke var væsentligt mindre miljøbelastende end andre tilsvarende bilmærker.
Kilde: Forbrugerombudsmanden