Leder: Det er ikke for at male Fanden på væggen, men en del af den moderne krigsførelse vil være at destabilisere et lands befolkning og infrastruktur, skriver DTL’s direktør Erik Østergaard i det nye nummer af DANSKE VOGNMÆND.
Med et gammelt udtryk stander Danmark i våde i øjeblikket. Landet er kommet i en temmelig ubehagelig situation, der kræver en større eller mindre grad af mobilisering af samtlige borgere i landet.
Vi er ifølge myndighederne ikke truet militært, men vi skal selvklart forberede os på den situation. Forinden er der mange ubekendte, som også dansk erhvervsliv bør se i øjnene.
I modsætning til Den Kolde Krig fra 1960’erne og op i 1980’erne står ”fjenden” allerede med foden inden for dørtrinnet gennem såkaldte hybride indblandinger i dansk infrastruktur og virksomheder. Også kaldet elektronisk krigsførelse.
Hvem ”fjenden” er, må overlades til myndighederne at definere. Men med den moderne teknologi betyder det, at vi i samfundet allerede mærker pustet fra de forviklinger og besværligheder, som en ydre fjende også kan påføre helt almindelige vognmænd. Virksomheder, der normalt bare passer deres arbejde i hverdagen.
Det er ikke for at male Fanden på væggen, men en del af den moderne krigsførelse vil være at destabilisere et lands befolkning og infrastruktur på en måde, så landet nærmest ødelægger sig selv indefra. Indtil det er svagt nok til, at landet eventuelt kan overtages. Den situation skal vi for alt i verden undgå.
Det er med det udgangspunkt, at DTL som organisation er blevet medlem af InterForce. En organisation, hvor virksomhederne fx kan melde sig som støttevirksomhed, hvilket bl.a. betyder, at de giver ansatte fra reserven eller hjemmeværnet fri med løn til fx videreuddannelse eller øvelser.
Ifølge forsvarsledelsen vil der også være gode forretningsmæssige muligheder for at hjælpe til med den transport og logistik, der følger med myndighedernes egne bestræbelser på at få et totalforsvar op at stå.
Så ja, der kan være gode penge i for nogle at følge med i, hvad en større mobilisering kan føre med sig af kontrakter. Vi skal dog ikke glemme den kulisse, hvori sådanne kontrakter kan indgå.
For i forhold til den gennemsnitlige danske vognmand rejser spørgsmålet sig naturligt om, hvad dette betyder for virksomheden i hverdagen.
Budskabet herfra må være, at den enkelte medlemsvirksomhed – uanset størrelse – først og fremmest og så vidt muligt skal tage skridt til at beskytte sig mod elektroniske cyberangreb, der kan lægge en virksomhed ned på ingen tid. Det, langt de fleste vognmænd benytter sig af i dag, er nemlig internetbaseret teknologi mht. flådestyring og administration af kunder og ansatte.
En undersøgelse foretaget af Nordic Logistics Association har vist, at en tredjedel af de DTL-medlemmer, der har svaret – og det er et begrænset antal – ikke har taget foranstaltninger mod cyberangreb på deres systemer.
Derfor har vi i dette nummer af bladet også en artikel med gode råd om, hvad du som vognmand selv kan gøre for at sikre din virksomhed i en usikker tid.