”Den fortsatte forsinkelse i vedtagelsen af et revideret direktiv om vægt og dimensioner bidrager til den langsomme markedsudbredelse af nul-emissionskøretøjer”, hedder det blandt andet i brevet, der er stilet til medlemslandene og det danske EU-formandskab.
Mere kapacitet på de klimavenlige lastbiler
Først og fremmest ønsker organisationerne, at en forøgelse af vægt- og akseltryksgrænser på de nye klimavenlige lastbiler skal give de samme vilkår, som eksisterer i dag på de traditionelle diesellastbiler.
- Forslaget, som det ligger fra Europa-Kommissionen, vil give nulemissionskøretøjer mulighed for op til 90 cm ekstra længde, op til fire tons ekstra totalvægt og forøgelse af drivakseltrykket med et ton. Det er helt nødvendigt, at man i ministerrådet indser, at batteridrift koster på nyttelasten og fylder mere i længden. Ellers kommer vi ingen vegne med den grønne omstilling, forklarer adm. direktør i NLA Torsten Laksafoss Holbek, der tilføjer:
- Og så skal man give medlemsstaterne mulighed for at hæve den tilladte vægtgrænse til mindst 44 ton i internationale transporter, som Europa-Kommissionen har foreslået.
Fart på udbredelse af modulvogntog
Desuden skal der fart på udbredelsen af modulvogntogskonceptet, så man kan fremme grænseoverskridende drift med de lange køretøjskombinationer i hele EU, mener organisationerne bag det åbne brev. Og hvis to lande allerede er enige om det, skal de kunne fortsætte med at køre grænseoverskridende med endnu højere vægte og længder.
- Det er helt afgørende, at adgangen til at anvende modulvogntog præciseres – både nationalt og særligt hvad angår adgangen til grænseoverskridende transport. Her har vi lang en erfaring med at køre med højere vægte og større dimensioner i Norden, som vi skal værne om, udtaler NLA-direktøren
Ros til det danske EU-formandskab
Organisationerne glæder sig over det danske EU-formandskabs ambition om at nå frem til en fælles holdning til revisionen af direktivet, inden formandsperioden udløber til nytår. Og de nordiske lande har som helhed en stor interesse i både at have bedst mulig udnyttelse af det grønne materiel og fleksible grænse for vægt og dimensioner:
- NLA arbejder intensivt for, at vi får bevaret vores nordiske model for grænseoverskridende transport og desuden opnår ensartet kapacitet på de elektriske køretøjer. Det er alt sammen med til at gøre transporten mere klimavenlig, fastslår Torsten Laksafoss Holbek.
Det åbne brev er underskrevet af bilfabrikanternes europæiske organisation ACEA sammen med vognmandsorganisationerne NLA (DTL, SÅ, NLF og SKAL), franske FNTR, tyske BGL samt hollandske TLN.