Del

Støjberg på hjemmebane

Den grønne omstilling går så hurtigt, at det koster virksomheder livet. Det sagde Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne, til de forsamlede vognmænd på Vognmandens Dag i Videbæk.

Vognmandens Dag i Vestjylland havde prominent besøg. Således var både transportminister Thomas Danielsen (V) og Inger Støjberg (DD) med i en paneldebat på dagen. Her er de to flankeret af ordstyrer, politisk redaktør Klaus Knudsen Pedersen fra TV Midtvest (på venstre side), og til højre byrådsmedlem Karsten Filsø (SF) fra Holstebro Kommune samt vognmand Carsten Dyreborg fra Vestjyllands Vognmandsforening og DTL’s hovedbestyrelse.

Den grønne omstilling truer det vestjyske landbrug og med dem regionens transportvirksomheder, der kører for landbruget. 

Det var en af Inger Støjbergs (DD) pointer, da hun stillede op til paneldebat på Vognmandens Dag i Videbæk Idræts- og Fritidscenter i januar. 

- Regeringen stiller urimelige krav om hastighed til vognmandserhvervets grønne omstilling, og det betyder store omkostninger, og at små vognmænd må lide og lukke. Det er for nemt at sidde på Christiansborg og ikke opleve virkeligheden. Landbrugets CO2-afgifter vil påvirke landdistrikterne og følgevirksomheder som vognmandserhvervet, sagde hun blandt andet og høstede som eneste paneldeltager bifald fra de forsamlede vognmænd. 

Med i panelet var også transportminister Thomas Danielsen (V), byrådsmedlem Karsten Filsø fra Holstebro Kommune (SF) og vognmand og medlem af DTL’s bestyrelse Carsten Dyreborg. 

Dyreborg: Brug for tid  

Transportminister Thomas Danielsen var ikke så pessimistisk som Inger Støjberg. Han pegede på, at regeringen med de mange initiativer med at ændre på kravene til de tunge køretøjers vægte og dimensioner har ført “hundredvis af millioner kroner” tilbage til transporterhvervet. Alt sammen finansieret af vejafgiften. 

- Jeg abonnerer ikke på den holdning, at det går vognmandserhvervet dårligt som følge af den grønne omstilling, sagde han og mente, at forbedringerne af vægte og dimensioner mere end opvejer ulempen ved vejafgiften. 

Mens SF’eren ikke overraskende var positivt indstillet overfor den grønne omstilling, var Carsten Dyreborg mere skeptisk ikke mindst på grund af de ekstra omkostninger, skiftet til elektriske lastbiler fører med sig. 

- Vi har brug for tid til omstillingen. En elektrisk lastbil koster en million kroner ekstra, og dertil kommer yderligere en million til en ladestander, huskede han på. 

Administrativt bøvl 

Paneldeltagerne blev også bedt om at kommentere på det administrative bøvl, som vognmænd føler sig udsat for i det daglige. 

Transportministeren slog ikke overraskende på den lovsanering, han har stået for i den seneste tid, hvor 40 procent af lovene indenfor hans ressort er blevet afskaffet. Inger Støjberg fremhævede Danmarksdemokraternes forslag om en afbureaukratieringslov. Og efter Carsten Dyreborgs mening er der nok at tage fat på i den forbindelse: 

- Der er for meget bureaukrati fx vedrørende barsel, APV og fonde. Og som eksempel på unødigt bureaukrati er det problematisk, at en vognmands køb af strøm hos en kunde hindres, hvis kunden selv producerer strøm med solceller eller vindmøller, sagde han blandt andet. 

Et par hundrede besøgende havde valgt at bruge lørdagen i januar til at lægge vejen forbi Vognmandens Dag, som var arrangeret af Vestjyllands Vognmandsforening.  

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 1, 2026