Del

Satser på biogas: Arla går mod strømmen

Mejerigiganten Arlas afdeling i Ishøj har anskaffet 17 biogasbiler til distribution af mælk på Sjælland.

Det skorter ikke på advarsler mod at investere i biogaslastbiler. Advarslerne kommer fra Rådet for Grøn Omstilling og et kor af politikere med regeringspartierne i spidsen. Flere kandidater fra en bred vifte af partier slog til det netop overståede valg til Europa-Parlamentet fast, at el er fremtiden. Og at begynde at tale for andre alternativer til diesel mudrer det signal. Punktum. 

Men sådan har man det ikke hos mejerigiganten Arla, som har investeret i 17 biogasdrevne lastbiler, som skal distribuere mælk til detailbutikkerne på Sjælland. Grunden til investeringen er klar, når man taler med transportmanager hos Arla Foods Søren Nyborg: 

- For det første har vi her i Ishøj ikke strøm til mere end tre ellastbiler. Vi forsøger at øge kapaciteten, og lige nu har vi en ellastbil. Men sagen er jo den, at business casen for biogasbilerne indtil videre er meget bedre end for el-lastbilerne, siger han til DANSKE VOGNMÆND. 

Mindsker CO2-udledning med 70 procent 

Biogasbilerne reducerer udledningen af CO2 med op til 70 procent sammenlignet med de tilsvarende dieseldrevne lastbiler. Årsagen er, at de kører på gas udvundet af gylle fra det landbrug, som producerer mælken. 

- Accepterer man ikke, at biogas mindsker CO2-udledningen, er vi jo nødt til at satse mere på eldrift, siger Søren Nyborg. 

Indtil da fortsætter Arla sin biogassatsning. Yderligere biler er på indkøbssedlen og planen er, at al distribution af mælkeprodukter på Sjælland eller et af de tre andre driftscentre i Danmark helt skal udføres med biogasdrevne lastbiler, oplyser han. 

Biogaslastbilerne tæller positivt på Arlas ESG-regnskab. De er fortsat dyrere i drift end dieselalternativerne, men har dog break-even efter fem års drift. 

- Det er på grund af CO2’en, at vi får udbytte, fordi det vil koste, hvis vi ikke nedbringer udslippet, og det kan vi altså gøre rimeligt meget ved at køre på biogas. 

Når Arla vil gå all in på biogasbiler på Sjælland, er det ifølge Søren Nyborg også fordi, de ønsker at være i front på den grønne omstilling. 

- Vi vil gerne være first movers på det her felt. Hvis ikke os, hvem ellers? Det er en del af vores strategi for grøn omstilling, siger han. 

 Arlas mål er, at virksomheden som helhed skal være 100 procent CO2-neutral i 2050. Men for transportens vedkommende kan det mål sagtens være nået før, mener Søren Nyborg. 

Kører på CBG 

Det er Scania, som har leveret Arlas flåde af to-akslede biogastrækkere. Der er tale om to modeller på henholdsvis 340 HK og 410 HK. Bilerne, hvis motorer er af tændrørstypen, kører på CBG (Compressed Bio Gas) og har en aktionsradius på 300 kilometer pr. optankning. Det er nok til at dække en dags distribution på Sjælland på en tankfuld. 

Der findes omkring 20 tankanlæg i Danmark, hvor man kan tanke CBG. Et af dem har biogasproducenten Bioman ApS opsat hos Scania i Ishøj. Og den lette adgang til CBG er grunden til, at det er Arla i Ishøj, som har fået opgaven med at implementere gasdrevne lastbiler i flåden. Som Søren Nyborg bemærker: 

- Vi var heldige, at Bioman valgte at placere en fyldestation bare 5-600 meter væk fra vores afdeling i Ishøj.  

FAKTA OM BIOGAS SOM BRÆNDSTOF

  • En ko udleder godt 20 m3 gylle om året. Det kan konverteres til, hvad der svarer til cirka 350 liter diesel. Det kan en lastbil køre godt 875 kilometer på.

  • Biogas reducerer CO2-belastningen ved kørsel i lastbiler med mindst 53 procent.

  • Biogaslastbilerne støjer markant mindre end dieselbiler.

  • Biogas er en CO2-neutral energi, som udnytter ressourcer i affald herunder gylle.

  • Omkring 75 procent af den biomasse, der anvendes i danske biogasanlæg, er gylle, mens resten er organisk affald.
  • Biogas forventes at blive en del af fremtidens energiforsyning og udnyttes allerede nu til fx opvarmning af huse.

  • Når gyllen er afgasset, kan den anvendes som gødning. Faktisk en grønnere gødning med mindre metan og fosfor.

Kilde: Arla

Der er biogas nok til 7.500 lastbiler i Danmark i 2030 svarende til en samlet CO2-reduktion på 15 procent. Til sammenligning forventer man, at bare 1.500 lastbiler vil køre på el i 2030. 

Kilde: Biogas Danmark 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 5, 2023