Del

Sådan kan du håndtere udfordringer med kunder og vejafgift

Det kan være svært at få kunderne til at forstå, at vognmanden skal betale vejafgift. DTL’s chefjurist råder til, at man i selve aftalen med kunden forholder sig til vejafgiften.

Det har været genstand for frustrationer hos mange vognmænd, siden den kilometerbaserede vejafgift blev indført den 1. januar 2025. 

For kunderne har ikke just taget imod afgiften med kyshånd. En rundspørge blandt DTL’s medlemmer i maj viste, at en fjerdedel af de adspurgte havde svært ved at få kunderne til lommen i forhold til vejafgiften. Nogle vognmænd svarer, at kunderne ganske enkelt ikke vil betale. Andre, at det kræver lange forhandlinger med kunden. Og i flere tilfælde fylder kundens dokumentationskrav i forhold til vejafgiften så meget, at det i sig selv bliver en udfordring for vognmanden at fakturere kunden. 

DTL: Vejafgift skal fremgå af transportaftale 

Hos DTL – Danske Vognmænd råder chefjurist John Roy Vesterholm til, at man først og fremmest sikrer sig, at man i selve aftalen med kunden forholder sig til håndteringen af vejafgiften. 

- Nogle vælger en fast procentsats, som lægges oven i transportprisen. Man kan også vælge en model, hvor køberen skal betale ekstra udgifter i forbindelse med transporten, og hvordan disse ekstra udgifter skal dokumenteres, herunder vejafgifter, siger han henviser til det modelforslag til en transportaftale, som DTL stiller til rådighed for medlemmerne. 

Han peger derudover på en tredje mulighed: 

- I forhold til langvarige kontrakter kan aftalen indeholde en reguleringsklausul med henvisning til et indeks, som regulerer prisen på transporten, herunder vejafgiften. (se herunder)

DTL HJALP MEDLEM MED AT FÅ BETALING FOR VEJAFGIFT

 

I en nylig sag henvendte et medlem sig til DTL, da han havde problemer med at få betaling for vejafgift fra en kommunal kunde, som krævede dokumentation for de kørte kilometer. Vognmanden kunne ikke komme i dialog med kommunen, men ved DTL’s mellemkomst blev der fundet en løsning. 

- Dokumentationskravet fra kunder kan ofte være omfattende, og tager lang tid for vognmanden at opfylde. I den pågældende sag var der kun tale om én lastbil, som kørte for kunden, som efter DTL’s mellemkomst accepterede dokumentationen i form af data fra den pågældende lastbils boks. Hvis man derimod kører for flere kunder med fx stykgods, er det langt mere administrativt besværligt, siger John Roy Vesterholm. 

MODELFORSLAG TIL TRANSPORTAFTALE

Af DTL’s modelforslag til transportaftale fremgår det, at transportkøberen betaler dokumenterede ekstra udgifter, herunder vejafgift.

Find modelforslaget her 

INDEKSREGULERING MED VEJAFGIFT

Vejafgiften er fra 1. kvartal 2025 en del af det såkaldte BYG91 omkostningsindeks for dagrenovation, slamsugning og lastvognskørsel fra Danmarks Statistik. 

Indekset er tilgængeligt for medlemmer af DTL her 

Læs artiklen i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 6, 2025