Ræset mod en grønnere verden
Den grønne omstilling må ikke blive et ræs, der hægter nogen af, og hvor vi i bare iver bruger alt for mange samfundsressourcer på alt for lidt CO2-reduktion, skriver DTL’s direktør Erik Østergaard i lederen af det nye nummer af DANSKE VOGNMÆND.
For den almindelige vognmand kan vejen til grøn omstilling af transporterhvervet føles som noget af en prøvelse. Et ræs, hvor konkurrencevilkårene står i baggrunden og lurer, og, som Fanden selv, tager de sidste, der ikke har valgt først eller ”rigtigt”. Samtidig er det et zigzag-løb fra den ene ende af spektret, som siger ”ro på”, til den anden ende, der råber ”se at komme i gang”. Ikke mindst kundesiden presser på, men demonstrerer i praksis en udpræget tilbageholdenhed med at betale prisen. Det gælder også det offentlige, der burde gå foran. For dyrt bliver det! Ingen tvivl om det.
Den seneste udfordring er det nye forslag fra EU-Kommissionen, der udfaser forbrændingsmotoren, som vi kender den. Kommissionen ønsker, at salget af forbrændingsmotorer i nye lastbiler gradvist skal nedbringes med 45 procent fra 2030, 65 procent fra 2035 og 90 procent fra 2040 – set i forhold til 2019. Bag dette udspil ligger et grundlæggende ønske om, at al trafik på gummihjul skal elektrificeres. Men er det nu det klogeste på nuværende tidspunkt, kan man spørge sig selv?
For at skære det ud i pap: Vognmændene producerer ikke lastbiler, de producerer ikke drivmidler, og de står ikke for udrulning af tank- og ladeinfrastruktur. Det er de fuldstændigt afhængige af, at andre gør.
Derfor er det vigtigt, at konkurrencen mellem alle teknologier bliver opretholdt, herunder PtX og biobrændstoffer. Og så er der i den grad behov for en langsigtet realistisk plan for, hvordan omstilling skal ske over tid. Ikke bare i Danmark men i EU, da transport som bekendt er grænseoverskridende.
Sker det ikke, risikerer vi, at det bliver en alt for dyr omgang for transporterhvervet og i sidste ende vognmændenes kunder og dermed samfundet at koble sig op på den grønne omstilling. Ja, det kan faktisk ødelægge forretningen. For ganske nylig fremgik det af en avisartikel, at mens forbrugerne kæmper med høje elregninger, tjener elselskaberne, som har monopol på at drive elnettet i Danmark, store beløb. Den situation skal vi ikke ud i som transportører. Hvis den enes brød bliver den andens død, har vi alle tabt på den lange bane.
Opgaven må gå ud på, at der bliver mest mulig grøn omstilling til lavest mulige omkostninger for samfundet.
Altså må industrien levere køretøjer, drivmidler og infrastruktur, som bliver konkurrencedygtige på både funktion og pris med de produkter, som vi kender i dag. Derfor er det også positivt, at man ikke foreslår en total udfasning af tunge køretøjer med forbrændingsmotor. Det er ganske enkelt for risikabelt kun at være afhængig af én energikilde!
Milepælene for udrulningen må altså afpasses de tekniske og økonomiske realiteter, herunder afskrivningsperioder. Det er måske en leverandørs drøm at få sit særegne produkt gjort lovpligtigt, men ikke en købers. Der ligger et tydeligt politisk signal til markedet om, at transport skal være fossilfri. Det kan vi ikke løbe fra, for det er endemålet.
Men vejen derhen må ikke blive et ræs, der hægter nogen af, og hvor vi i bare iver bruger alt for mange samfundsressourcer på alt for lidt CO2-reduktion.
