Postnord er vores Kodak

Det kan til stadighed undre mig, at vi, når vi taler om post i Danmark, altid taler om PostNord. I stedet for at tale om hvordan vi kommunikerer med hinanden på kryds og tværs af borgere, det offentlige og virksomheder. Og hvordan markedet for, hvordan vi gerne vil kommunikere, kan se ud, hvis det skal passe til både den aktuelle virkelighed og fremtiden.

Men lad mig starte et andet sted: Fra tid til anden oplever vi som mennesker noget, der på meget kort tid afgørende ændrer vores måde at opleve verden på, vores måde at være sammen på, eller kommunikere med hinanden på. I de processer er der altid nogle, der fanger udviklingen og får omstillet sig i tide. Andre fatter slet ikke omfanget af forandringerne, og vågner pludselig op til en virkelighed, hvori de ikke længere spiller nogen rolle eller har en nævneværdig betydning.

Et par kendte eksempler på dette kendes fra finske Nokia, som i lang tid var en gigant på telefonmarkedet. Men de fangede ikke, at smartphones ville blive det nye. Og pludselig var deres marked væk.

Et lige så kendt eksempel er det hæderkronede Kodak, som lavede analoge kameraer og film og dias. Et ”Kodak-moment” var i årtier et begreb for lige dét unikke øjeblik, der blev fanget på film, og som fastfrøs og forevigede de øjeblikke i vores liv, vi ønskede at kunne mindes, når vi kiggede i fotoalbummet. Men Kodak så slet ikke de digitale kameraer komme eller, at alle ville have et kamera i deres telefon. Og at fotoalbummet ville blive erstattet af billeder i skyen, på pc’en, telefonen, iPad’en eller et USB-stik. Kommende generationer vil af samme grund ikke vide, hvad et ”Kodak-moment” er. I dag er det et ”Insta-moment”, opkaldt efter det stærkt billedbårne sociale medie Instagram.

Hvis jeg sad for bordenden i PostNord og kunne se, at mit primære produkt, distribution af breve, var et marked i frit fald, så ville jeg begynde at rebe sejlene og lede efter en strategi, der var reelt på omgangshøjde med tiden. I dag skriver folk ikke breve til hinanden. De sender en mail, chatter via Messenger, sender en sms eller noget helt femte. Og der går sekunder fra afsendelse til modtagelse.

Hvis jeg var politiker, ville jeg nægte at smide redningskrans efter redningskrans ud til en virksomhed, hvis kernefunktion er blevet disruptet, og hvor kerneydelsen over en længere årrække gradvist er fordampet og på vej til at tørre helt ind. Og jeg ville have retningssans nok til at kappe rebet, så sunde og levedygtige forretninger ikke skulle trækkes med ned i dybet.

Som borger er jeg dybt indigneret over, at der politisk smides skattekroner efter et marked i frit fald i stedet for at finde en konkret løsning for de stadig mindre brevmængder. Som direktør for DTL - Danske Vognmænd er jeg ikke alene indigneret, men dybt forarget over, at man ser gennem fingre med, at PostNord reelt gør indhug på pakkedistributionen, som de frie vognmænd skal leve af. Og jeg er decideret rasende over, at det faktisk også foregår med udenlandske chauffører på hvide plader. I Danmark. På danske veje. For danske skattekroner. Til skade for selvstændige, danske vognmænd.

Det seneste halve år har ikke givet den danske regering megen tid. Covid-19 er og har været altoverskyggende. Sådan må det være. Men livet går også videre, og det bliver lidt mere hverdag igen. Så når sommeren er forbi, og ferierne er slut, så håber jeg, at politikerne har haft tid til at besinde sig på situationen, så der ikke kastes flere hjælpepakker efter PostNord, men at hjælpepakker forbeholdes virksomheder, der i en normalsituation ville klare sig selv fint.

PostNord har ikke klaret sig selv i mange år. Og deres marked er væk. De har forsømt at tilpasse sig rettidigt til virkeligheden. PostNord er vores Kodak. Eller Nokia. Det er ærgerligt. Men hverken vognmændene eller skatteyderne skal samle den regning op.

God sommer.