Posten skal i udbud

Siden postvæsenet i 1711 overgik til statslig administration, har det ud- fyldt en funktion, som har bidraget til, at Danmark udviklede sig til et informationssamfund.

Udbringning af breve og pakker har været med til at knytte landet tættere sammen og blive den nationalstat, som vi er så stolte af. Man kunne altid være sikker på, at posten nåede frem, og der blev sat en ære i, at dette skete standsmæssigt med røde uniformer, posthorn og kasketten på sned.

Teknologiens udvikling har imidlertid medført, at tiden er løbet fra, at breve og pakker skal administreres af staten. Posten skal ud – javel. Men det skal være helt ud: I udbud på det private marked, og det kan ikke gå for hurtigt, mener vi i DTL – Danske Vognmænd.

Hele sidste årti har man kunnet iagttage regeringer af skiftende farve klamre sig til det, som blev betegnet som Postens ”core business”, nemlig at udbringe brevpost til selv de fjerneste afkroge af landet. Og det selvom den digitale tidsalder for længst er blevet indført, bl.a. fremmet af statens egne digitaliseringsstrategier.

Det skete nemlig gennem en privatisering af telesektoren i 90’erne, da man erkendte, at stats- ejede selskaber i længden ikke var det rette sted for nytænkning og udvikling på det felt.

Men posten blev hængende i et statsejet selskab, der, efterhånden som mængden af brevpost svandt ind til fordel for digital kommunikation, har rakt den ene hånd frem efter stadig flere støttemidler, mens den anden hånd fejede private konkurrenter til side.

Det har været en gåde for vores branche, hvorfor selv hærdede liberalister i Folketinget har kunnet holde hånden over denne gøgeunge, som har været næret af danskernes og danske virksomheders penge og bragt private selskaber derud, hvor de må kæmpe for livet.

Svaret fra politisk hold har hele tiden været, at de mange milliarder i tilskud til virksomheden var for at få skabt en rentabel postforretning og til udgiften til afskedigelsen af de mange statstjenestemænd, der er blevet overflødige i PostNord. De har som bekendt ret til tre års løn i forbindelse med deres fratrædelse.

Nu ser det så ud til, at transportministeren langt om længe har erkendt, at de faldende brev- mængder kan gøre det nødvendigt at udlicitere befordringspligten. Og vi har sagt det før: Lovgivning kan ændres, justeres, fjernes – hvis der vel at mærke er flertal for det. Hvis den eksisterende lovgivning ikke tjener samfundets interesser, burde det være en regerings fornemste opgave at få den forbedret.

Sidste år spurgte DANSKE VOGNMÆND post- og transportordførerne i Folketinget, hvad de vil gøre ved sagen. Et flertal tegnede sig for at sætte den befordringspligtige del af postforretningen i udbud. Men forhandlingerne blev udsat – måske til slutningen af 2022.

Flere har også talt om ligefrem at afskaffe befordringspligten og lade den private sektor finde ud af, hvordan et servicekoncept kan skrues sammen, som også betjener Maren i kæret. Det kan vi tilslutte os.

De, der påstår, at landet kommunikationsmæssigt bombes tilbage til stenalderen, fordi staten ikke forpligtes til, at myndighederne kan nå ud til hver enkelt borger gennem en rudekuvert, tager fejl.

Der var en gang, hvor byens eneste telefon hang nede hos købmanden. Den kunne kun betjenes af dem, der kunne forlige sig med det elektriske djævelskab. Tænk lige på, hvor mange breve, telefonen har afskaffet gennem tiderne.

Langt hovedparten af befolkningen er med på den digitale vogn. Resten kan der findes løsninger for, og så undgår vi, at hunden fodres med sin egen hale. Jo mere, man kan overlade til markedets egen udvikling af nye koncepter, desto bedre.