Kommentar: Der er ingen lighed for loven, når myndighederne eftergiver tusindvis af p-afgifter til udenlandske køretøjer, mens jeg og mange andre danske vognmænd har betalt hver en krone af de p-afgifter, vi har fået, skriver vognmand Tom Hansen, Kalundborg. Nu vil han have sine penge tilbage.
Jeg måtte gnide mig i øjnene, da jeg i januar her i magasinet læste, at i alt 12.000 p-afgifter til udenlandske køretøjer for i alt 25 millioner kroner ryger lige lukt i skraldespanden.
På sæt og vis er jeg ikke overrasket: Jeg har i årenes løb rundt omkring på rastepladserne talrige gange set, hvordan chauffører i udenlandske lastbiler har hevet en p-afgift ned fra forruden, krøllet den sammen og smidt den på jorden. Og hvorfor ikke? De har jo vidst, at afgiften aldrig ville blive opkrævet, fordi danske myndighederne har været fuldstændigt tandløse på det område.
Anderledes har det set ud for danske vognmænd som undertegnede og mange af mine kollegaer: For os har der eksisteret et valg mellem bare at betale p-afgifterne eller risikere, at Gældsstyrelsen kommer efter os. Det er naturligvis voldsomt frustrerende.
Det føjer spot til skade, når jeg kan konstatere, at der ikke er lighed for loven: Det kommer tilsyneladende an på, hvilken nationalitet man har, om man kommer til at betale eller ej. En ting er p-afgifterne, men vi var mange, der advarede om, at samme fiasko ville ramme vejafgiften.
Selv har jeg fået fem p-afgifter à 2.040 kroner siden 2019, som jeg alle har betalt. Det er hver gang sket, når jeg er kørt ind for at holde mit lovpligtige hvil på en rasteplads, hvor der ikke har været plads på grund af manglende kapacitet. Valget har stået mellem pest og kolera – vil du hellere have en p-afgift eller overtræde kørehvile-tids-reglerne? Så er man jo nødsaget til at parkere udenfor stregerne.
Det føjer spot til skade, når jeg kan konstatere, at der ikke er lighed for loven: Det kommer tilsyneladende an på, hvilken nationalitet man har, om man kommer til at betale eller ej. En ting er p-afgifterne, men vi var mange, der advarede om, at samme fiasko ville ramme vejafgiften. Det er ikke blot fuldstændigt urimeligt overfor danske vognmænd, at det samme mønster nu gentager sig med vejafgiften og bødesystemet - det er også konkurrenceforvridende.
Og når nu myndighederne helt har opgivet at opkræve de mange tusinde p-afgifter til udenlandske køretøjer, har jeg et forslag til myndighederne og politikerne, som mine danske kollegaer givetvis vil støtte:
Giv os pengene for p-afgifterne tilbage.
DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND har spurgt transportminister Thomas Danielsen, om Tom Hansen og andre vognmænd kan få penge fra de betalte p-afgifter tilbage, men fik ikke svar inden redaktionens slutning.