Del

Overlever vi den grønne omstilling?

Hver femte vognmand med færre end ti biler i lastbilflåden tror ikke, at virksomheden overlever skiftet fra diesel til el, viser rundspørge.

Pessimismen er stor blandt DTL’s mindre vognmænd, når det gælder den grønne omstilling og det deraf følgende skifte fra diesel til el som drivmiddel i lastbilerne. 

Det viser en frisk rundspørge blandt medlemmerne, som DANSKE VOGNMÆND har foretaget i december og januar. 

Mens godt tre ud af fire vognmænd med bilparker på mere end ti lastbiler tror på, at virksomheden kommer helskindet ud på den anden side af den grønne omstilling, ser kun hver tredje vognmand med færre end ti biler lige så optimistisk på fremtiden.  

Besvarelserne fra de små vognmænd med færre end ti biler i flåden er præget af pessimisme og usikkerhed. Hver femte tror ikke, at deres virksomhed vil overleve den grønne omstilling, og op mod halvdelen svarer ”ved ikke” til spørgsmålet.  

Usikkerheden kan skyldes, at de mindre vognmænd ikke i samme grad som de store kolleger har regnet på, hvad skiftet fra diesel til el vil betyde. 

70 procent af vognmænd med færre end fem lastbiler og 40 procent af vognmænd med seks til ti biler svarer således nej til spørgsmålet om, hvorvidt de har regnet på konsekvenserne af skiftet. Overordnet har flere i dag dog foretaget beregningerne, end da en tilsvarende rundspørge blev sendt ud for et par år siden. Blandt alle respondenter svarer 40 procent således i dag, at de har regnet på, hvad el-drift vil betyde for deres virksomhed. Det er en fordobling i forhold til sidst, vi spurgte. 

DTL: Svær udfordring 

I DTL – Danske Vognmænd er adm. direktør Erik Østergaard opmærksom på, at skiftet fra el til diesel bliver en svær udfordring for mange vognmænd. 

- Der mangler det rigtige materiel til mange af de anvendelser, som er dagligdag for vognmændene fx de tungeste transporter for landbruget, entreprenørkørsel og kørsel/operation med kranbiler. Priserne på materiellet er fortsat alt for høje. Endelig er ladeinfrastrukturen langt fra på plads og ikke parat til, at tunge køretøjer i stor stil skifter til el-drift. Det er klart, at det er lettest for de største virksomheder at se sig i en ny situation, hvor diesel er skiftet ud med el. Mange små vognmænd har med de nuværende priser på materiel og installering af ladeudstyr slet ikke økonomisk polstring til den øvelse, siger Erik Østergaard og fortsætter:  

- Undersøgelsen viser, at der er stor usikkerhed, der skal tages alvorligt, og ud over at få overvundet de helt kontante barrierer, så er der brug for at skabe klarhed over de muligheder i form af bedre teknik, batterier, lademuligheder, tilskud og lavere priser på el-lastbiler, der efter alt at dømme løbende vil dukke op.  

Pris er vigtigste barriere 

Direktøren bakkes op af svarene i rundspørgen. Den vigtigste barriere mod anskaffelsen af eldrevne lastbiler er således efter medlemmernes mening anskaffelsesprisen. Det siger to ud af tre. På de næste pladser følger ”for lav effektivitet på grund af stilstand ved ladning” samt ”teknologiske begrænsninger så som lasteevne, rækkevidde og batterikapacitet”. 

- Det kan ikke gå hurtigt nok med at få udrullet el-ledninger og stillet ladeudstyr op. Og priserne på de elektriske lastbiler skal væsentlig ned i pris. Når det først sker, vil vejgodstransport blive en forretning for mange flere vognmænd. Vi ser allerede nu eksempler på transporter, hvor ellen er konkurrencedygtig. Det gælder fx line haul-transporterne. Flere vil komme til. Vi følger udviklingen tæt i DTL’s Elbilsnetværk, som tæller en lang række vognmænd, siger Erik Østergaard.  

Citater fra rundspørgen

Jeg er 66, så kan heldigvis stoppe, når jeg vil. Jeg skal ikke køre elbil.

 

Den type forretning, vi har, kommer til at lukke. Der bliver kun plads til de store aktører, og vi overvejer kraftigt at lukke vores forretning (…)

 

Når jeg hver dag kører hjemmefra kl. 5 og ikke ved, hvor jeg ender i løbet af dagen for at få alt med på bilen (…), så kan jeg ikke også skulle bruge 3/4 til 1 time yderligere til opladning. Opladning er rent spild af tiden.

 

Vi mangler ikke informationer - vi mangler muligheder for køb af biler til vores branche og mulighed for at lade hjemme og ude.

 

Er bekymret for at der kun bliver satset på el, og om det nu er den mest grønne løsning. Tænker der bliver oversatset uden at have regnet det hele med. Tænker også på levetiden på en elbil. Der er vel også en gevinst i at kunne køre længere tid i bilerne.

 

Har lige læst at regeringen overvejer at fjerne afgifterne på biogas. Det er et rent dansk produkt, som kan benyttes i dag, og som er leveringssikker, SÅ gasdrift her, TAK.

 

Den grønne omstilling er verdens største luftkastel, som der bliver tjent mega mange penge på.

 

Grøn omstilling er i en god retning, men er der ikke likvider til dette, nytter det ikke bare at lave regler, der tvinger os ud i noget, vi ikke kan drive en forretning på.

 

Når der ikke er lavet større tests og undersøgelser på sikkerheden for rækkevidden og holdbarheden, synes jeg ikke, det giver mening at tage risikoen ved at skifte til el-lastbiler på nuværende tidspunkt.

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 1, 2025