En ny transportminister får snart nøglerne til et område, hvor problemerne har hobet sig op i årevis. Afsættet for den nye minister bliver derfor ikke manglen på opgaver, men manglen på undskyldninger. For når det gælder vejgodstransporten, er der tre problemer, som ikke længere kan bortforklares, syltes eller pakkes ind i hensigtserklæringer: kilometerafgiften, eldriften og de elendige forhold på rastepladserne.
Tag nu først kilometerafgiften, som blev lanceret som et moderne og grønt styringsredskab. I virkeligheden er den blevet et monument over politisk selvtilfredshed og manglende respekt for den virkelighed, vognmændene driver virksomhed i. Et dyrt, administrativt tungt og fejlplaget system blev presset igennem, selv om advarslerne var mange og tydelige. Man valgte at lytte mere til regneark og modeller end til den branche, der skulle leve med konsekvenserne.
Branchen har brug for sammenhæng, realisme og respekt for de praktiske vilkår, som dansk vejgodstransport fungerer under. Kilometerafgiften skal tænkes om. Elektrificeringen skal have reel infrastruktur bag sig. Og rastepladserne skal udbygges markant.
Det værste er ikke, at systemet er besværligt, men den politiske arrogance, der lå bag. Christiansborg besluttede, at vognmændene skulle presses i en bestemt retning, og så måtte branchen ellers finde sig i bøvl, usikkerhed og ekstra regninger undervejs. Det er en politisk kultur, der er blevet alt for velkendt: Først vedtager man en løsning i den rigtige sags tjeneste. Derefter opdager man, at den ikke virker efter hensigten. Og til sidst forventer man, at erhvervet udviser samfundssind og får det til at fungere alligevel.
Sådan kan man ikke drive transportpolitik.
Hvis den nye transportminister vil vise, at der er lært noget, bør han eller hun begynde med at erkende det oplagte: Kilometerafgiften er ikke blevet den succes, som dens arkitekter lovede. Den har påført branchen nye byrder uden at dokumentere, at gevinsterne står mål med omkostningerne. Derfor bør afgiften tages op til et reelt politisk eftersyn – ikke et kosmetisk serviceeftersyn, men en grundlæggende diskussion af, om hele modellen er forkert skruet sammen.
Det andet store svigt handler om elektrificeringen. Her har Christiansborg igen været hurtigere på pressemøderne end i virkeligheden. Politikerne vil gerne have flere el-lastbiler på vejene. Det lyder godt. Men de har ikke sørget for, at virksomhederne kan få den strøm, der skal til for at lade dem. Vognmænd bliver mødt af ventetider, flaskehalse og usikker hed om nettilslutning, mens de samme politikere fortsætter med at tale, som om omstillingen blot mangler lidt velvilje ude i erhvervet.
Det er ganske enkelt useriøst. Ingen transportvirksomhed kan basere millioninvesteringer på politiske ønskedrømme. Grøn omstilling kræver mere end moralske formaninger og økonomiske piskeslag. Den kræver, at infrastrukturen er der. At strømmen kan leveres. At ladeløsningerne fungerer. At staten gør sit arbejde, før den sender regningen videre til virksomhederne. Alt andet er ikke grøn omstilling. Det er grøn ansvarsforflygtigelse.
Endelig er der rastepladserne: Et område, som Christiansborg i årevis har behandlet med en blanding af ligegyldighed og handlingslammelse. Alle ved, at kapaciteten er utilstrækkelig. Alle ved, at chaufførerne alt for ofte møder overfyldte pladser og ringe faciliteter. Alle ved, at det går ud over både trafiksikkerhed, arbejdsmiljø og muligheden for at overholde reglerne. Alligevel sker der for lidt, for langsomt. Det er ikke værdigt for et erhverv og et land, der lever af, at varer kommer frem.
Det nye Folketing og den nye transportminister bør derfor starte med at gøre op med illusionen om, at transportpolitik kan klares med gode hensigter og høje målsætninger alene. Branchen har brug for sammenhæng, realisme og respekt for de praktiske vilkår, som dansk vejgodstransport fungerer under. Kilometerafgiften skal tænkes om. Elektrificeringen skal have reel infrastruktur bag sig. Og rastepladserne skal udbygges markant. Alt andet vil være endnu en omgang politiske hensigtserklæring er uden forbindelse til virkeligheden.
Vognmændene har ventet længe nok. Nu er det politikernes tur til at levere.
Læs også