Del

Ny havnestrategi ignorerer vejgodstransporten

Kommentar: Nordic Logistics Association (NLA) retter skarp kritik mod Europa-Kommissionens nye havnestrategi, der helt mangler vejgodstransportens afgørende betydning.

Nordic Logistics Associations direktør Torsten Laksafoss Holbek efterlyser vejtransportens aftryk og betydning i EU-Kommissionens nyue havnestrategi. Her er det containerhavnen i Aarhus.

Europa-Kommissionens nye havnestrategi opstiller ambitiøse mål for havnenes udvikling indenfor digitalisering, konkurrenceevne, energiomstilling og sikkerhed, men mangler enhver omtale af vejgodstransportens afgørende betydning for, at de europæiske havne kan fungere i praksis. 

Havne fungerer ikke uden lastbiler  

Vognmændene og logistikvirksomhedernes virke er tæt sammenflettet med havnene. Hver dag transporterer tusindvis af lastbiler gods og containere til og fra havneterminaler i Europa. 

Når en havn håndterer millioner af tons gods, er det lastbilerne, der sørger for, at varerne når frem til virksomheder og forbrugere. 

Tallene for 2024 i Norden, hvad angår godstransportvolumener, taler sit eget tydelige sprog: I Danmark transporteres cirka 67 procent af godset på vej, i Sverige 70 procent, i Norge 53 procent og i Finland 67 procent. Jernbanerne transporterer 2,1 procent (DK), 5,7 procent (SE), 5,8 procent (NO) og 7,7 procent (FI). Det viser med al tydelighed, at der er behov for, at alle transportformer inkluderes, og at vi samarbejder om at transportere godset. 

At udelade vejgodstransporten i en havnestrategi er et skridt i den forkerte retning og svarer til at planlægge en lufthavn uden at forholde sig til vejnettet omkring den. 

Derfor er det dybt bekymrende, at EU-Kommissionen lancerer en strategi for Europas havne uden at nævne den transportform, der håndterer den største del af den landsidelogistik, som holder havnene i gang. Det er en blind vinkel, som underminerer strategiens effektivitet. 

Grøn omstilling kræver også fokus på vejtransport 

Vi står midt i en omfattende omstilling til batteridrevne lastbiler. Derfor havde vi forventet konkrete planer for, hvordan kapaciteten af ladestandere i de europæiske havneterminaler skal udbygges. 

EU’s havnestrategi har derimod lagt alle sine æg i kurven for jernbane og indre vandveje. Her skorter det ikke på initiativer, der skal understøtte omstillingen til renere energi med fokus på bedre adgang til elnettet, fornybare energikilder og brint.  

NLA opfordrer Europa-Kommissionen til at droppe den ensidige modalskiftetankegang, hvor man antager, at transporterne automatisk bliver grønnere, hvis gods flyttes fra vej til bane eller indre vandveje. I stedet bør fokus være på, hvordan alle aktører kan samarbejde om at transportere godset og gennemføre den grønne omstilling mest effektivt.  

Manglende koordinering skaber flaskehalse 

Strategien omtaler behovet for at styrke Europas forsyningskæder, men berører ikke de eksisterende kapacitetsudfordringer, manglende parkeringsforhold, ventetider ved terminaler eller utilstrækkelig koordinering mellem havne og vejtransportaktører. 

Disse udfordringer er velkendte og hæmmer allerede i dag effektiviteten og risikerer at blive endnu større, hvis havnene udbygges uden tilsvarende fokus på forbindelserne til landtransporten. 

Det er samtidig afgørende, at infrastrukturen giver modulvogntog adgang til havnene. Det hjælper landtransporten med at reducere CO2-udslip, mindsker antallet af lastbiler på vejnettet samtidig med, at der transporteres mere gods med færre chauffører. 

Opfordrer til kursændring 

NLA opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at ændre kurs. Der er behov for at integrere vejgodstransportens rolle i havnestrategien og sikre en samlet tilgang til Europas logistiske knudepunkter. Ikke mindst i en tid hvor der bliver brug for alle aktører til at løse opgaver med militære transporter i et styrket beredskab.  

Hvis EU ønsker robuste forsyningskæder og grønne transportløsninger, må Kommissionen anerkende, at havne og vejgodstransport er to sider af samme medalje. Vi står klar til dialog. 

Læs kommentaren i DTL-Magasinet nr. 3, 2026