Chauffører og vognmænd har i mange år talt om at få et længere førerhus for at få mere plads og dermed opnå et højere komfortniveau under lange ture.
Nu har DAF efterkommet ønskerne: Bedre førermiljø, bredere køjer, stor indvendig højde og et glimrende udsyn fra førerpladsen er nogle af de gode forbedringer ved den nye DAF XG+.
At bilen samtidig takket være sin aerodynamiske front er mere strømlinet til fordel for klimaet, er også en stor gevinst, hvor sidegevinsten er muligheden for at få et længere og større førerhus, fordi visse snærende spændetrøjebestemmelser såsom maksimal koblingslængde pludselig er forsvundet med den aerodynamiske godkendelse.
Introduktionen af det nye og længere førerhus har medført, at DAF er kørt op i fronten af lastbilsektoren.
Testkører den absolutte topversion
DANSKE VOGNMÆND har nu haft mulighed for at prøvekøre en nordisk version af DAF XG+-serien, der er den absolutte topversion.
Testbilen er en treakslet XG+ 530 FTS med nor- disk tvillingehjulsbogie, hvor drivakslen er forrest i bogien, og DAF skal have ros for at stille en typisk dansk specificeret lastbil til rådighed for prøvekørslen.
På grund af certificeringen som aerodynamisk er reglen om koblingslængde sat ud af kraft, og derfor er bilen ganske fornuftigt udført med en akselafstand på 3,40 m mellem forakslen og drivakslen samt 1,30 m mellem drivakslen og bogieakslen.
Dermed er den samlede akselafstand oppe på de magiske 4,70 m, som netop er minimumskravet for at kunne køre med 26 tons totalvægt i Sverige.
De fleste danske trækkere holder i dag kun målet til at kunne køre med 24 tons totalvægt i vores store naboland. Testbilen var under prøvekørslen tilkoblet en belæsset treakslet tanktrailer, så vogntogsvægten lå omkring 45 tons.
Kameraløsning
Vognen har ingen spejle. I stedet er lastbilen bestykket med DAF’s digitale udsynssystem, som opererer med flere kameraer og skærme, og dækker hele behovet for udsyn rigtig fint. Kameraerne, som klarer udsynet ned langs siden af vognen og det evt. tilkoblede påhængskøretøj, virker godt.
Selvfølgelig kræver det tilvænning, men jeg klarede dog at bakke vogntoget ind på plads efter endt testtur ved at anvende kameraerne, så det kan man hurtigt vænne sig til. DAF’s kameraløsning i stedet for sidespejle udmærker sig ved lige at kunne trækkes ind, hvis man fx skal bakke ind et sted, hvor der er træer og grene, som kan gribe fat i kameraarmen.
DAF’s løsning med Corner View-kamera, der har kameraet placeret på et lille fremspring ved forreste højre hjørne lige under A-stolpen, erstatter front- og kantstensspejlene.
Skærmen er placeret på indersiden af den højre A-stolpe inde i førerhuset, hvor man tydeligt kan se det hele. Kameraet har et bredere synsfelt og forbedrer køretøjets aerodynamik. Det er en god og trafiksikker løsning.
Det store rudeareal er også med til at give lyse forhold med godt udsyn.
Førerpladsen er i top, man har alt, hvad man skal bruge inden for rækkevidde, og mange kontakter og funktioner er samlet på eller omkring rattet.
Cockpittet er ganske fint i den digitale udførelse. Man kan få masser af informationer, herunder hvor hurtigt en overhalende bil kører, og hvor langt den er foran.
Førersædet er i den gode ende, og man har mulighed for hurtigt at få indstillet en god kørestilling.
Rattets bevægelighed er absolut på toppen - nu kan det nok ikke blive bedre. Gearvælgeren er smart udført og nem at betjene. Tilbage er der kun at få introduceret en elektronisk håndbremse og en startknap.
Indstillelig køje
Det rummelige førerhus indeholder gode skabe foroven og store gode køjer, hvor underkøjen er af elevationstypen. Hvis man har parkeret lastbilen for at holde ti timers pause, og underlaget skråner, slipper man for at skulle flytte lastbilen, fordi hovedgærdet inde i sovekabinen er lavere end fodenden. Så er det godt med en mulighed for at kunne indstille køjen i stedet.
Førerhuset er så højt, at de fleste kan stå oprejst uden at komme i nærheden af loftet, og det er med til at hæve niveauet på miljøet, når der er behov for at skulle overnatte undervejs. Indstigningen sker let og elegant via tre trin, inden man når op på det flade gulv.
Stærk motor
Når man først har sat sig til rattet, fået det hele indstillet samt sat vognens transmissionsvælger i ”drive”, og den intelligente fartpilot er aktiveret, så ruller bilen bare roligt og stabilt derudaf.
Den stærke motor, der må siges at være passende til et 56 tons vogntog, arbejder fint, og TraXon-gearkassen sørger for, at kraften er fordelt rigtigt ud til hjulene.
Med den forholdsvis høje gearing ruller den let med bare 1.100 -1.200 o/m, når der køres ud af store veje.
På den kuperede del af ruten, viser motoren absolut sin kunnen. Den kommer hurtigt op i fart efter at have stoppet helt op i bunden af bakken, og den stejle bakke ved Vingsted bliver hurtigt forceret. Det automatiserede gearskifte fungerer upåklageligt, og i sammenhæng med den intelligente fartpilot kører det bare komfortabelt, uanset om det går op eller ned.
MX-motorbremsen hjælper fint med bremsearbejdet, så driftsbremserne stort set kan holdes kolde det meste af tiden. Det er et godt tiltag, at DAF har fået udviklet en motorbremse, der er effektiv og gør en retarder overflødig.
Den luftaffjedrede foraksel gør det sammen med de to bagakslers ophæng på otte luftpuder, den lange akselafstand og førerhusets luftaffjedring til en behagelig oplevelse at køre i lastbilen.
Forlygterne er af LED-typen, med kurvelys og tågelygter ligeledes i LED-udførelse, som er monteret i kofangeren. Der er integreret LED-kørelys i forlygterne, og det er tændt, lige så snart motoren er i gang. Forlygterne er dobbeltreflekterende halogen-forlygter med stødbestandig Lexanlinse, der er fremstillet i slagfast plastic i stedet for rigtigt glas, hvilket gør, at det ikke går i stykker, når fx en sten rammer forlygten.
DAF har virkelig sat nye standarder, når det gæl- der vigtige forhold som førermiljø og klima, og det var en virkelig god oplevelse at køre testturen, som strakte sig over 232 km.
TEKNISKE DATA XG+ 530 FTS 6X2
Opbygning: Trækker opbygget med skabe og alu-dørk i Danmark.
Akselafstand (3,40 m + 1,30 m) = 4,70 m.
Motor: MX 13, Euro6, 530 hk.
Transmission: TraXon 12 trin med automatiseret gearskifte.
Drivaksel: 11,5 tons ophængt i fire puder, udveksling 2,53.
Foraksel: 8 tons ophængt i luftaffjedring.
Bogieaksel: 7,5 tons bagaksel med tvillingehjul ophængt med fire puder.
Førerhus: Længde 2690 mm, Bredde: 2500 mm.