Når sagligheden kommer til kort
Jeg forstår og deler den frustration over vejafgiften, som den 4. april giver sig udslag i vognmandsdemonstrationen på Christiansborg Slotsplads, skriver DTL’s adm. direktør Erik Østergaard i lederen af det nye nummer af DANSKE VOGNMÆND.
Vognmænd er sjældent oprørske.
De er tværtimod arbejdsomme folk, der dag ud og dag ind, året rundt, transporterer stort set alt, hvad danskerne køber og sælger og forbruger. Både det offentlige, borgere og virksomheder. Jeg beundrer, at de gør en uvurderlig indsats for samfundet. For fortjenesten er begrænset, og reglerne, som regulerer erhvervet, er indviklede og bureaukratiske. Men de kører alligevel.
Nu har regeringen så fået den usædvanligt dårlige idé at indføre en kilometerbaseret afgift på de tunge køretøjer. Af hensyn til klimaet, lyder den forlorne begrundelse.
Men alle er enige om, at sådan vil afgiften ikke virke. For der er først for alvor alternativer til diesellastbiler i Danmark i 2030, hvis ikke endnu senere. Og selv hvis der var, er ladeinfrastrukturen helt utilstrækkelig. Som i helt. En klimagevinst har der- for lange udsigter, og den kilometerbaserede afgift skal først og fremmest skaffe penge til statskassen. Statslig greenwashing er, hvad kilometerafgiften rettelig bør betegnes.
Afgiften vil ramme skævt. Vognmænd i landets yderområder kører alt andet lige flere kilometer end deres mere centralt placerede kolleger. Den meromkostning, som de flere kørte kilometer betyder, kan kun rettes et sted hen: Til kunderne. Både vognmænd og virksomheder i yderområderne - især Vest- og Nordjylland - har derfor en berettiget frygt for, at de ikke længere vil kunne klare sig i konkurrencen. Med tab af arbejdspladser til følge.
En frygt som selv Socialdemokratiet delte tilbage i 2013, da forslaget om en kilometerbaseret vejafgift sidst var oppe at vende. I hvert fald valgte de dengang at droppe afgiften. Netop af hensyn til landdistrikterne. Måtte den visdom ramme dem nok en gang.
DTL har i al beskedenhed udarbejdet et forslag, som BÅDE giver penge til statskassen OG gevinst i form af en reduceret klimapåvirkning fra både de tunge og de lette trafikanter. Læg 35-40 øre på hver liter benzin og diesel, som bliver solgt i dette land. Så bliver byrden for afgiften lagt på alle skuldre i stedet for helt uhørt på et enkelt i forvejen trængt transporterhverv. Og alle, ikke kun vognmænd, får et incitament til at spare på brændstoffet til gavn for klimaet.
Kilometerafgiften ventes årligt at koste 280 millioner kroner bare at administrere – sammenholdt med et nettoprovenu på 600 mio. kroner i 2025 stigende til 1 milliard fra 2028. Så høj en omkostning til administration er vist verdensrekord. Og forværrer blot et i forvejen dårligt forslag.
DTL’s forslag til forhøjet afgift er derimod gratis at administrere. For her skal den afgift, som i forvejen ligger på brændstoffet, bare forhøjes.
Transportministeren, skatteministeren, transportordførerne og skatteordførerne i Folketinget kender vores forslag. I regeringspartiet Venstre er man ovenikøbet mere eller mindre enige i, at en generel CO2-afgift, som DTL har foreslået, virker bedre og er mere retfærdig end kilometerafgiften. Men lige meget hjælper det.
Og så er vi tilbage ved oprøret. Den slags forekommer, når sagligheden er røget ud med bade- vandet. Når man løber panden imod en mur igen og igen.
På side 12 i dette blad kan man læse om et møde i Hurup, hvor lokale vognmænd og virksomheder - forgæves - på saglig vis forsøgte at overbevise transportministeren om, at kilometerafgiften bør droppes eller i det mindste udsættes.
Nu vil nogle vognmænd så gribe til et sjældent anvendt våben: Demonstration foran Christiansborg den 4. april efterfulgt af stop for transport til efter påske. Om det er måden at råbe politikerne op på, skal jeg lade andre om at bedømme.
Herfra skal blot lyde, at jeg til fulde forstår og deler deres frustration.