Del

Mister god mand til vejafgiften

Ali Rashid fra City Trans A/S ved Køge slås som mange andre vognmænd med uforståelige bøder for ikke-betalt vejafgift, som indtil videre har kostet ham en god chauffør, der ikke ville stå model til stressen omkring vejafgiften.

- Vi betaler vel 150.000 kroner om måneden i vejafgift. Så hvilken interesse skulle vi have i ikke at betale et par hundrede kroner i vejafgift for en af bilerne? Ingen, siger vognmand Ali Rashid fra Citry Trans A/S ved Køge.

En god mand. Så meget har den nye vejafgift allerede kostet vognmand Ali Rashid fra City Trans A/S ved Køge. Forude venter oveni et større kontant tab, hvis han taber sagerne ved retten om op mod 30 bøder for ubetalt vejafgift. 

Ali Rashid vil ikke betale bøderne. Dels fordi han er uenig i bødegrundlaget, dels fordi han 

finder bødestørrelsen helt ude af proportioner med den vejafgift, som defekte bokse i et par af hans biler har givet anledning til. 

Det er ikke småpenge, vognmanden har ude at svømme. Lige nu ligger bødekrav på den forkerte side af 150.000 kroner til sagsbehandling hos Færdselsstyrelsen og anklagemyndigheden. 

20 bøder på en lastbil 

I januar og februar fik virksomheden 20 bøder à 4.500 kroner, fordi en af lastbilerne havde fejl på den installerede boks fra Brobizz, så den ikke indberettede vejafgiften, der derfor ikke blev betalt. 20 bøder, fordi bilen passerede målepunkter i dagevis, før det første bødeforlæg ankom til kontoret i Køge, hvorefter vognmanden kunne gribe ind og forsøge at finde og rette fejlen. 

- Allerede i efteråret sidste år sørgede vi for at få installeret boksene i bilerne for at undgå problemer, når vejafgiften trådte i kraft. De blev tjekket og virkede alle efter hensigten. Men én svigtede altså i januar, og det gav en stribe bøder, som vi har gjort indsigelse imod alle som en, fortæller Ali Rashid til DANSKE VOGNMÆND. 

Det er vigtigt for vognmanden at fortælle, at virksomheden ikke har nogen interesse i at undlade at betale vejafgift på en af virksomhedens 30 lastbiler. 

- Vi betaler vel 150.000 kroner om måneden i vejafgift. Så hvilken interesse skulle vi have i ikke at betale et par hundrede kroner i vejafgift for en af bilerne? spørger han og svarer selv: 

- Ingen! 

Bødestriben har allerede haft kedelige konsekvenser: 

- Chaufføren fik nok af stressen om at holde øje med den grønne lampe på vejafgiftsboksen og stressen omkring vejafgiften. Så han smed en opsigelse på mit bord. Han var os ellers en god mand, siger en ærgerlig Ali Rashid. 

Medhold i én af 20 enslydende overtrædelser 

Alle 20 bøder behandles enkeltvis af myndighederne – også selv om de er knyttet til den samme fejlkilde på den samme lastbil. Det betyder også, at en medarbejder hos City Trans A/S har skullet formulere 20 indsigelser – én for hver bøde med tilhørende journalnummer osv. En helt urimelig administrativ byrde at pålægge virksomheden, mener vognmanden. 

Vi betaler vel 150.000 kroner om måneden i vejafgift. Så hvilken interesse skulle vi have i ikke at betale et par hundrede kroner i vejafgift for en af bilerne?


Færdselsstyrelsen har givet vognmanden medhold i én af de 20 indsigelser. De resterende går han i retten for at få prøvet. 

”Færdselsstyrelsen har fået nye oplysninger, som gør, at der ikke er grundlag for at fastholde bødeforelægget”, hedder det i styrelsens begrundelse til Ali Rashid. 

Faktisk forstår Ali Rashid ikke, at han kun fik medhold i den ene indsigelse og ikke i alle 20. Sagerne er nemlig 100 procent identiske. 

- Hvad sker der i Færdselsstyrelsen? Er indsigelserne blevet behandlet af forskellige medarbejdere, eller har vi formuleret dem en anelse forskelligt? Sagsbehandlingen virker mildest talt lemfældig, siger den undrende vognmand. 

Nye bøder i august 

Da Ali Rashid ikke vil betale, ligger bødesagerne nu hos anklagemyndigheden og afventer at komme for retten. 

I mellemtiden er otte nye bødeforlæg poppet op i Ali Rashids e-Boks. Også denne gang har der været fejl på en boks, og også denne gang er der gået flere dage, før han blev opmærksom på fejlen og kunne gribe ind. 

Fejlen var som i januar-februar i Brobizz’ boks. Vejafgiften blev ikke registreret og derfor ikke betalt. Men efter Ali Rashids mening har chaufføren ikke haft mulighed for at konstatere fejlen og få den rettet. 

Boksen har to funktioner. Dels skal den sørge for, at bommen går op ved passage af Øresundsbroen, dels skal den registrere og indberette bilens vejafgift. 

- Bommen gik fint op, og chaufføren fik derfor ingen mistanke om, at vejafgiftsdelen af boksen var ude af drift. Men det var den. Det viser sig nu, at boksen har to batterier, et til broen, som holder i lang tid, og et til vejafgiftsdelen, som åbenbart kun holder i kort tid. Men det anede hverken chaufføren eller vi noget om. Derfor vil jeg heller ikke betale de bøder, siger Ali Rashid. 

Ude af proportioner 

Denne gang er bøderne på 9.000 kroner stykket. Ali Rashid har svært ved at acceptere proportionaliteten – forskellen mellem den manglende betaling af vejafgift og bødestørrelsen. 

- Den konkrete bil kører næsten kun i Sverige, men kører også korte ture fra Helsingør til Københavnsområdet og derefter tilbage til Sverige igen. Det var i otte dage i august, at vejafgiftsboksen svigtede, så der manglede et mindre beløb - måske 100 kroner - i betalt vejafgift. For det skal vi betale 

72.000 kroner. Bødeniveauet er vanvittigt, siger han og henviser til den tyske praksis, hvor man ofte kan efterbetale manglende Maut-betaling uden også at skulle betale en formue i bøde. 

- Sådan burde man også gøre i Danmark, hvis der er tale om fejl på udstyret og ikke bevidst snyd, mener vognmanden. 

Virksomheden har gjort indsigelse overfor Færdselsstyrelsen over alle otte bøder. Får han ikke medhold, bliver også disse prøvet i retten, før han eventuelt betaler.  

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 7, 2025