Ministeren, der faldt over sine grønne ambitioner

Benny Engelbrechts politiske liv sluttede paradoksalt nok med en fodfejl, der for mange kan synes diminutiv. Men som for regeringens støttepartier udgjorde så væsentlig en mangel, at ministeren måtte tage sit gode tøj og gå trods lovning om bod og bedring. Sådan er parlamentarismen lyder sangen lige nu på Borgen, og barskt er det at overvære. Men der manglede tal, og så går den ikke. Tal, som ministeren havde, og som han af en eller anden grund ikke gav fra sig. Tal, der kunne fortælle det, som de fleste nok kan regne ud: At det koster CO₂ at fremstille veje med beton, asfalt, stål – og brændstof.

De grønne ambitioner var ellers på plads, da Benny Engelbrecht efter valget i juni 2019 satte sig i ministerstolen. Det blev trods alt til to og et halvt år for den stilfærdige sønderjyde.

Da DTL’s magasin DANSKE VOGNMÆND interviewede Engelbrecht i begyndelsen af hans embedsperiode og spurgte til hans syn på anvendelsen af incitamenter og tvang til at overtale transportbranchen til at gøre klima til en del af forretningen, var han ikke selv sen til at svinge krabasken på forhånd:

”… jeg har indikeret, at det vil blive et tæt samarbejde, også fordi branchen har givet tilsagn om, at de vil være med til at finde løsningerne”, sagde han, der godt kunne forestille sig at hale andet end bare gulerødder op af lommen til dem, der ikke kørte i samme retning som ham selv. ”Man kan skabe nogle incitamenter til dem, der spiller aktivt med. Men hvis en række danske organisationer lever op til det, og andre så ikke gør, så kan jeg godt se et behov for, at man gør noget”, lød det ministerielt underspillet og givetvis ildevarslende for nogle.

Så slemt blev det nu heller ikke. Bortset fra altså, at truslen fra et kommende road-pricing forsøg for tunge køretøjer lurer i horisonten, og modviljen mod at udfolde den politiske opskrift og sætte den overordnede retning mod et fossilfrit 2030 blev stadig mere udtalt: ”Det må branchen selv finde ud af”, var det hyppige mantra. Det har efterladt en transportbranche i forvirring og utryghed, som nu skal lappes for at komme videre med investeringerne – de rigtige vel at mærke.  

DTL siger tak for et ellers godt samarbejde og ønsker go’ vind fremover.