Del

Hvis rastepladsen er fyldt: Køre- og hviletidsreglerne kan gælde alligevel

Der er stor grund til at være forsigtig, når vognmanden planlægger ture, der indebærer afholdelse af pauser og hvil på de hårdt belastede statslige rastepladser. For chaufføren kan komme til at stå imellem at vælge en parkeringsafgift på 2.040 kr. for ulovlig parkering eller en overtrædelse af køretiden, hvor bøden afhænger af overtrædelsens grovhed, hvis man kører videre. Sidstnævnte medfører også strafansvar for vognmanden, påpeger DTL – Danske Vognmænd.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt chaufføren kan påberåbe sig køre- hviletidsreglernes ”force majeure” regel og køre videre, hvis køretiden er opbrugt, og det er tid til pause eller hvil.

Kan ikke planlægge ansvarsfritagelse

Underdirektør Frank Davidsen, DTL: -De fleste retssystemer indeholder regler om, at ”force majeure” kan medføre ansvarsfritagelse, hvis nærmere subjektive eller objektive omstændigheder er til stede. Der skal være tale om ude fra kommende begivenheder, der er af en sådan art, at ikke en gang forsvarlige forholdsregler efter almindelig erfaring kunne have sikret, at reglerne kan overholdes. Det er altså kun i helt ekstraordinære, uforudsigelige situationer, hvor man kan påberåbe sig force majeure.

Frank Davidsen påpeger, at man derfor ikke kan planlægge at påberåbe sig ansvarsfritagelse ud fra en kalkuleret risiko for, at der ikke er plads på en bestemt rasteplads. Det vil altid være en konkret vurdering af situationen, som afgør, hvorvidt chaufføren her og nu kan anvende køre- og hviletidsreglernes regler om force majeure.

Rigspolitiet siger nej

Frank Davidsen oplyser, at DTL på et møde med Rigspolitiet for nylig bragte spørgsmålet op, og svaret var ganske utvetydigt: Force majeure kan som udgangspunkt ikke anvendes, hvis en parkeringsplads er fyldt op og chaufførens eneste mulighed er at parkere uden for de opmærkede båse.

Men der kan alligevel være afvigelser fra udgangspunktet alt efter situationen. Og for at kunne anvende force majeure reglen er der tre helt grundlæggende betingelser, som skal være opfyldt, oplyser Frank Davidsen:

-  Det skal være foreneligt med hensynet til færdselssikkerheden

-  Det skal være nødvendigt af hensyn til sikkerheden for personer eller for køretøjet eller dets last

-  Videre kørsel kan kun foregå til den første egnede holdeplads

Ingen blancocheck

Force Majeure er således ikke en blankocheck, hvor man får køretid til næste rasteplads eller helt hjem. Det kan blive nødvendigt at køre fra på den næste afkørsel og holde pause eller hvil i det nærmeste industrikvarter, fremhæver Frank Davidsen og nævner tre eksempler på undtagelser, der bekræfter reglen:

Hvis udfordringen med en fyldt rasteplads er almindelig kendt i forvejen, fx fordi chaufføren kører samme rute ofte, vil det ikke tale for at påberåbe sig force majeure.

En chauffør, der sendes ud på en ukendt rute og opdager, at rastepladsen, hvor pause eller hvil skal afholdes, er fyldt op, så der kun kan ske parkering i nødspor eller på rampe, kan muligvis påberåbe sig force majeure. Men det kræver, at den videre kørsel er færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig.

En chauffør, der bliver opholdt af kø-kørsel som følge af et trafikuheld kan muligvis påberåbe sig force majeure, hvis rastepladsen er fyldt op, og chaufføren ikke kan parkere lovligt, da omstændighederne ikke er kendt af chaufføren på forhånd. Er der tale om almindelig kø-kørsel på grund af trængsel, kan det forholde sig anderledes. Under alle omstændigheder kan kørsel kun finde sted til nærmeste egnede holdeplads.

Skriv detaljer og tag fotos

-Når der opstår en uforudset hændelse, og det er op til chaufføren at afgøre, om det er nødvendigt at fravige reglerne, bør chaufføren notere grundigt ned. Husk i øvrigt altid at tage en udskrift fra takografen, hvor årsagen til afvigelsen noteres. Skriv så mange detaljer som muligt og dokumentèr situationen med eventuelle. fotos, forklarer Frank Davidsen.

-I mange tilfælde vil force majeure indebære en mindre overskridelse af køre- og hviletidsreglerne. Derfor vil mange ”overtrædelser” være indeholdt i bagatelgrænsen i sanktionerne for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne. Det betyder dog ikke, at man bare skal tage chancen. Køre- og hviletidsreglerne skal tages alvorligt, også selv om der kun er tale om få minutters overskridelse, slutter Frank Davidsen.

Ingen domstolsafgørelser endnu

DTL har spurgt advokat Jacob Forman fra Forman Advokater, om der i lyset af de højere afgiftssatser og forøget kontrol på rastepladser er afgjort sager, hvor chaufføren har påberåbt sig force majeure reglen. Det kan advokaten ikke svare på endnu: -Hele forholdet omkring kontrollen og satserne er så ny, at der mig bekendt ikke er kommet nogen sager gennem retssystemet endnu, hvor domstolene har haft lejlighed til at tage stilling til force majeure reglen i køre- og hviletidsreglernes artikel 12, forklarer advokat Forman.