Vil du øge sandsynligheden for, at lastbilen glider ubesværet igennem næste periodiske syn, bør du især være opmærksom på to fejltyper: Lastbilens lysområder og bremserne. Sådan lyder rådet fra Applus+ Bilsyn, der hvert år syner lastbiler og sættevogne på knap 50 synssteder rundt om i landet.
Lys, reflekser og bremser
Jakob Buhl, teknisk konsulent hos Applus+ Bilsyn forklarer, at den oftest forekommende fejltype, der resulterer i omsyn på lastbiler, er fejl og mangler på lys, lygter og reflekser. Helt konkret dumper 8,4 procent af de lastbiler, som ruller ind i en synshal, på denne type fejl. Den næsthyppigste dumpefejl sidder på bremserne og optræder på 7,6 procent af lastbilerne.
- Ser man på de dominerende fejl på såkaldte O3- og O4-sættevogne, optræder de samme fejltyper igen, dog er rollerne her byttet om. Hver fjerde sætte- eller blokvogn kan ikke godkendes, fordi den har fejl på bremserne, mens 8,2 procent dumper på grund af fejl i lygte- og reflekskategorien, siger Jakob Buhl.
Forbered synet
Spørgsmålet er, hvordan man bedst muligt forbereder sin lastbil og påhængskøretøj, hvis man har sådan en, til det kommende syn, så man reducerer risikoen for omsyn? Heldigvis er der flere håndtag, man kan hive i som vognmand, lyder den opmuntrende besked fra Applus+ Bilsyn.
- Tjek alle funktioner og indstillinger på lyset og undersøg, om der evt. er materielle skader på lygter og reflekser. Fx kan stenslag ramme lygterne og flække plastikglasset, og så kan reflekser løsrive sig. En medvirkende årsag til bremsefejl er, at en lastbil ofte benytter sig af motorbremsen. Lav i forvejen en række opbremsninger, så bremseklodserne sliber rusten af bremsen og holder dem rene, siger Jakob Buhl.
Hold øje med cyklistværnet
En anden bemærkelsesværdig fejltype, der også diskvalificerer lastbiler til syn, og som især forekommer på ældre lastbiler, er brud på vanger samt i mindre omfang tæringer i undervognen, påpeger Applus+ Bilsyn. 7,6 procent af lastbilerne må se den lastbilsagkyndige notere denne fejl. Vask lastbilen løbende og fjern skidt fra undervognen, lyder rådet fra Applus+ Bilsyn.
Endelig bør man før synet være opmærksom på lastbilens kofanger og cyklistværn, også kaldet profilstænger, som skal beskytte cyklister mod lastbilen. Det er nemlig langt fra sjældent, at begge dele bliver beskadiget, når lastbilen eller påhængskøretøjet læsser på eller af på byggepladser, i grusgrave og lignende steder. Her er der en del tung trafik, og det resulterer ofte i, at fx cyklistværnet bøjer eller knækker, eller kofangeren bliver trykket, når andre lastbiler kommer for tæt på.
Fejlprocenten stiger med køretøjets alder
De fleste ældes som bekendt ikke med ynde, og det gælder også lastbiler.
Statistikken fra Applus+ Bilsyn viser utvetydigt, at samtlige fejltyper stiger og nogle mærkbart i takt med køretøjets alder. Hele 16 procent af lastbiler med over ti år på bagen har bremsefejl, hvilket er mere end dobbelt så meget som gennemsnittet. Helt grelt ser det ud blandt sættevogne på over ti år, hvor 36 procent har defekte bremser. Det er 20 procent mere, end når det gælder sættevogne med mindre end fem år på landevejene.
Ifølge Applus+ Bilsyn er den gennemsnitlige omsynsprocent for tunge køretøjer og O3- og O4-påhængsvogne henholdsvis 16,4 og 22,9 procent. Er lastbilerne og påhængsvognene ældre end ti år, hedder samme tal 28,4 og 34,2 procent.
Se grafikken med de udvalgte fejltyper i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 8, 2023 herunder.