Grøn omstilling tager tid
DTL’s direktør Erik Østergaard opfordrer i sin leder i DANSKE VOGNMÆND politikerne til at lade sig inspirere af energibranchen, når omstillingen til grønne løsninger skal gennemføres i den tunge transport.
Omstilling tager tid. Og det politiske krav om grøn omstilling af transportsektoren vil også kræve tid. Så enkelt er det. Men der er nogle lavthængende frugter, som man kunne begynde at høste straks. Så ville vi komme et stykke ad vejen.
I dag fremhæves energibranchen igen og igen som en sektor, der vel lykket har omstillet sig fra forurenende og klimaødelæggende fossile brændstoffer til ren energi. Og den fortælling er helt korrekt. Transitionen er ikke i mål, men den er kommet meget, meget langt. Det er godt.
Hvad der imidlertid sjældent italesættes fra politisk hold, når energisektoren fremhæves, er dels hvor lang processen har været og dels, hvor massivt der er blevet ydet støtte til at få omstillingen til at blive en realitet.
Selvfølgelig kan det gøres tilsvarende for transportsektoren. Og det skal gøres. Men processen er krævende, præcis som den var det for energisektoren. Derfor er der grund til også at se på nogle af de muligheder, der ligger lige for.
Én af dem er, at vi transporterer mere gods i samme sending med færre biler og mindre trængsel, mindre CO2-udslip og færre partikler til følge. Vi bør derfor snarest få indført større og mere rummelige vogntog, dobbelttrailere m.m., der kan medbringe flere tons eller kubikmeter gods.
Den grønne pointe er, at med større vogntog skal færre biler afsted. Det reducerer brændstofforbruget og giver dermed plusser på den grønne bundlinje. Men også på vognmændenes bundlinjer i form af reducerede omkostninger. Her spiller forretning og miljø nemlig sammen.
For nylig ville transportminister Benny Engelbrecht gerne skubbe beslutningen overfor branchen og markedet stik modsat, hvad man gjorde politisk i forhold til energisektoren for nogle årtier siden. Det går bare ikke, for der må og skal politisk vilje med i processen.
Men mens politikerne træder hinanden og sig selv over tæerne i bestræbelserne på ikke at rykke på klimadagsordenen for så vidt angår transport og landbrug, kan de lige så godt høste de lavthængende frugter og nikke til DTL’s mange konkrete forslag til, hvordan dimensionerne på trækkere og vogntog bør ændres.
De danske vognmænd er ikke mindre optaget af klima og grøn omstilling end alle mulige andre sektorer. Men den store omlægning af transporterhvervet er en milliardinvestering. Ligesom der blev investeret massivt i energisektorens omstilling. Og lige så åbenlyst er det, at omstillingen kommer til at tage tid.
Sandheden er, at de færreste i vores samfund er villige til at fravælge de ting, vi selv er forbrugere af eller føler behov for. Og transportsektoren står klar til at bringe varerne ud, når der er et marked og findes en efterspørgsel. Vi vil også gerne bidrage til at gøre det CO2-neutralt og så lidt miljøbelastende som muligt.
Men som sektor kan vi altså ikke gøre det alene, lige så lidt som energisektoren gjorde det. 1990’ernes begyndende omstilling og videre frem til i dag er blevet betalt af forbrugerne over PSO-afgiften via elregningen.
Det tager altså tid, og det kræver investering er og finansiering. Og så kræver det, at enkelte sektorer ikke ses som et modstræbende og fodslæbende problembarn, men som en central og uundværlig aktør for det samfund, der skal samarbejdes med om de langsigtede og holdbare løsninger.