Greenwashing af værste politiske skuffe
Forslaget om en kilometerbaseret vejafgift har meget mindre med klima at gøre og meget mere med skat at gøre, skriver DTL’s direktør Erik Østergaard i sin leder i det nye nummer af DANSKE VOGNMÆND.
”Regeringen ønsker at indføre en kilometerbaseret afgift på lastbiler, der kan fremme den grønne omstilling, og der vil blive fremsat et lovforslag 1. halvår 2023”. Sådan skrev skatteminister Jeppe Bruus (S) kort før jul til Altinget.
Ifølge statens egen myndighed, Energistyrelsen, vil den kilometerbaserede vejafgift i 2030 medføre, at sølle ti procent af de tunge køretøjer kører på el. Ti procent. Grunden er den helt simple, at der i en rum tid fremover ikke findes og heller ikke er udsigt til elektriske alternativer til de store lastbiler til en pris, der kan betales, for ikke at tale om en brugbar elektrisk ladeinfrastruktur.
Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Forslaget om en kilometerbaseret vejafgift har meget mindre med klima at gøre og meget mere med skat at gøre. Fremfor selv at stå på mål for den skattestigning, som vejafgiften reelt er, udliciterer regeringen arbejdet til transportbranchen. For regningen skal betales - tag ikke fejl af det. Og den kommer kunderne og dermed borgerne til at betale.
At nævne den grønne omstilling i den her sammenhæng kan bedst betegnes som greenwashing.
Greenwashing er en form for spin, hvor man ved vildledende markedsføring af en organisations eller virksomheds aktiviteter eller produkter fremstiller disse mere miljøvenlige og bæredygtige, end de er.
Ikke alene er det en administrativ tung, upraktisk og dermed dyr måde at indkræve skat på. Andetsteds i dette blad kan man læse om to vognmænd fra Thy, der er bekymrede for, om det nordjyske erhvervsliv vil flytte aktiviteter væk derfra til mere centrale beliggenheder i landet for at spare på transportomkostningerne. Deres bekymring er helt reel. Vejafgiften risikerer også at skævvride Danmark yderligere.
DTL foreslog i efteråret en model, der både reducerer transportens CO2-udledninger og skaffer statskassen en milliard kroner, som vejafgiften ventes at indbringe. Modellen går ud på at hæve den generelle CO2-afgift på brændstof netop så meget, at den vil indbringe pengene til statskassen.
Modellen er let at administrere: den allerede eksisterende afgift skal bare hæves en smule. Alle forbrugere af brændstof kommer til at betale og ikke bare en i forvejen presset transportbranche. Sidst men ikke mindst virker den faktisk på Danmarks klimaregnskab. Det har vi en professors ord for. Professor i økonomi ved Københavns Universitet Mogens Fosgerau skrev således i Altinget lige efter nytår:
”Det er svært, men i grunden alligevel utrolig simpelt: Vi skal bruge mindre fossil benzin og diesel. Det enkleste middel til det er afgift på den fossile CO2 i brændstoffet. Det virker 100 procent sikkert.”
Regeringen har ikke haft problemer med at lægge sig ud med store dele af befolkningen, når det gælder at sløjfe Store Bededag. Må jeg bede regeringen om at udvise det samme mod, når det gælder at udfordre bilisterne generelt ved at hæve CO2-afgiften en smule. Som statsministeren selv sagde det i sin nytårstale om afskaffelsen af Store Bededag:
”Jeg fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle. Men hånden på hjertet. Vi kan ikke overkomme både krig i Europa, klimakrisen og udfordringerne herhjemme, hvis ikke vi – hver og én – er klar til at yde mere.”
Det må også gælde de fælles bestræbelser på at begrænse CO2-udslippet fra transporten.
