Der er styr på det meste affald i Danmark. Det meste - fra husholdningsskrald til slam fra rensningsanlæg
- følger klare regler og dokumentationskrav hele vejen gennem systemet. Men én affaldstype falder igennem kontrollen: sandfangssand fra kommunale pumpestationer.
Pumpestationerne bliver tømt for sand op til fire gange årligt. Sandet er forurenet med alt fra tungmetaller over medicinrester til organisk materiale og plastik.
DET INDEHOLDER FORURENET SAND FRA PUMPESTATIONER
- Organisk materiale: Fækalier og madrester, toiletpapir, vatpinde, hygiejneaffald, fedt og olie.
- Mikroforurening: Mikroplast fra tøjvask og nedbrudt plast, medicinrester, rengøringsmidler og kemikalier.
- Miljøfarlige stoffer: Tungmetaller som bly, cadmium, kobber, zink og kviksølv, PAH’er (fra fx olie og forbrænding), PCB og andre organiske miljøgifte.
- Næringsstoffer: Kvælstof og fosfor.
- Patogener: bakterier (fx E. coli, Salmonella), virus og parasitter.
- Fysiske urenheder: Grus, sand og småsten, glas, metal, plaststykker, byggeaffald og slidpartikler fra veje.
Kilde: Miljøstyrelsen, DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) m.fl.
Det urensede sand skal efter reglerne afleveres på deponi, hvor det bliver opbevaret og behandlet efter reglerne. Men den operation er blevet stadig vanskeligere, mener vognmand og afdelingsleder Bjarne Bloch fra slamsugerfirmaet LMJ Thisted-Aalborg:
- Kravene er blevet skærpet. Og efter Nordic Waste-sagen i Randers er mange modtageanlæg lukket. Ingen tør røre ved den slags affald længere, siger han.
Konsekvensen er, at markedet presses. Og her opstår problemet. Ifølge Bjarne Bloch ender store mængder hvert år, og vi taler flere tusinde kubikmeter, nemlig ulovligt på marker eller andre uautoriserede steder.
For mens korrekt behandling af sandfangssand kræver rensning, beluftning og fjernelse af organisk materiale – en både tidskrævende og dyr proces – vælger nogle transportører en langt billigere løsning: at læsse det urensede affald af i naturen.
- Vi ser eksempler på, at det bliver kørt ud på marker eller tippet af tilfældige steder. Det kan være med synligt affald som vatpinde og tamponer, fortæller Bjarne Bloch.
Ifølge ham er der tale om en praksis, hvor enkelte aktører bevidst ser bort fra reglerne for at spare penge. Samtidig kritiserer han kommuner og forsyningsselskaber for ikke at tage ansvar for, hvor affaldet ender.
- De overlader det til vognmændene. Det er konkurrenceforvridende, fordi nogle følger reglerne og betaler for korrekt deponi, mens andre slipper billigere ved at dumpe affaldet, siger han.
Problemet er ikke manglen på løsninger. Teknologier til at rense og genanvende sandet findes allerede, men økonomien halter, fordi den lovlige håndtering er langt dyrere end den ulovlige.
Resultatet er ifølge branchen, at forurenet sand i nogle tilfælde havner på landbrugsjord eller i naturen langt fra de godkendte anlæg, det egentlig burde ende på.
- Det er simpelthen ikke i orden, at der ligger dynger af den slags affald rundt omkring. Det skal afleveres de rigtige steder, siger Bjarne Bloch.
Prøver at råbe myndighederne op
Sekretær for Danaffald, chefkonsulent Søren Büchmann Petersen fra DTL, oplyser, at Danaffald i et års tid har arbejdet på at gøre myndighederne opmærksomme på problemet med den problematiske håndtering af slam fra kommunernes kloakker.
- Vi er i kontakt med Miljøstyrelsen, Kommunernes Landsforening og de kommunale forsyningsselskaber. Når vi præsenterer problemet, kan de alle godt se, at den er gal, men det er svært at få nogen til for alvor at tage ansvaret og opgaven på sig, siger Søren Büchmann Petersen og fortsætter:
- Vi kunne ønske os, at kommunerne og deres forsyningsselskaber fulgte bedre med i, hvor deres slam havner, og ikke blot overlader det til en given indsamler uden at føre tilstrækkelig opfølgende kontrol med den efterfølgende affaldshåndtering.
