Da jeg var barn, var molbohistorier populære. De fortalte om mennesker, der med den bedste vilje i verden traf beslutninger, som i praksis viste sig at være direkte tåbelige. Én af de mest kendte er historien om storken og hyrden: Molboerne ville undgå, at storken trampede deres korn ned – og endte med at bære hyrden ind på marken for at skåne afgrøderne. Resultatet? En løsning, der var mere absurd end problemet.
Molbohistorier er gået af mode. Til gengæld kunne man med rette tale om Københavnerhistorier – og de er om muligt endnu mere absurde.
Virkeligheden følger ikke hensigten
I København findes et rigt erhvervsliv: forretninger, restauranter, kontorhuse og servicevirksomheder. De er afhængige af mennesker, der dagligt skal ind og ud af byen, og af varer, der skal leveres. Samtidig har Københavns Kommune gennem en årrække reduceret antallet af parkeringspladser markant. Intentionerne er velkendte: mindre trængsel, bedre miljø og en grønnere by.
Men som i molbohistorierne opstår problemet, når virkeligheden ikke følger hensigten.
For varer forsvinder ikke af sig selv ind i butikkerne. Restauranter får ikke råvarer leveret via cykelstier. Kontorhuse fungerer ikke uden forsyninger. Alt dette kræver lastbiler. Og her begynder absurditeten for alvor: Der er i praksis næsten ingen steder i København, hvor en lastbil lovligt kan holde, mens den losser varer.
100.000 om året i p-afgifter
Hvad gør chaufføren så? Han parkerer ulovligt. Ikke af trods, men af nødvendighed. Resultatet er en strøm af parkeringsafgifter, som vognmanden naturligvis ikke kan absorbere. Derfor bliver de sendt videre til kunden. I dag er det ikke unormalt, at vognmænd, der kører fast i København, budgetterer med mellem 70.000 og 100.000 kroner årligt i parkeringsafgifter – en regning, der i sidste ende lander hos virksomhederne og dermed forbrugerne.
Det er svært ikke at se parallellen til molboerne: Man forsøger at løse ét problem, men skaber et andet – og dyrere – i processen.
Endnu tydeligere bliver det i håndværkerbranchen. Når en københavner bestiller en tømrer, elektriker eller blikkenslager, er det ikke længere givet, at én mand i én bil møder op og udfører arbejdet. I stedet ser man i stigende grad to håndværkere: Én, der arbejder, og én, der kører rundt i byen for at undgå p-afgifter.
Det er ineffektivt. Det er dyrt. Og det er på ingen måde miljøvenligt.
Kunden betaler for to mand og transport – men får kun arbejdet udført af én. Samtidig kører en varebil rundt i byen i timevis, hvilket øger både trængsel og CO₂-udledning. Hvis målet var at skabe en grønnere og mere effektiv by, må man spørge: Er det virkelig dette, man ønskede at opnå?
Problemet er ikke ønsket om en bæredygtig by. Tværtimod. Problemet er manglen på proportionalitet og praktisk forståelse. En moderne storby kan ikke fungere uden logistik. Den kan ikke fungere uden håndværkere. Den kan ikke fungere uden leverancer.
Når man fjerner parkeringspladser uden samtidig at skabe realistiske alternativer, fx dedikerede læsse-zoner, håndværkerparkering eller fleksible tidsvin-duer, så flytter man ikke problemet. Man fordyrer det og skjuler det i systemet.
Molboerne bar hyrden ind på marken for at beskytte kornet. I København har man skabt et system, hvor lastbiler og varevogne cirkulerer i byen, betaler bøder og sender regningen videre. Begge dele udspringer af samme grundlæggende fejl: Manglende sammenhæng mellem intention og konsekvens.
Måske er det på tide at genopfinde molbohistorierne – som et spejl. For når løsninger bliver mere absurde end problemerne, er det ikke længere bare politik. Så er det en københavnerhistorie.
Læs også