Del

Kontakt ansvarlig

Erik Østergaard

Adm. direktør for DTL - Danske Vognmænd og DTL's arbejdsgiverforening, DTL-A

DTL: Vejafgiften er en skandale

Vejafgiften for tunge lastbiler er ved at udvikle sig til en fortælling om en politisk beslutning, der blev søsat for tidligt, administreret for dårligt og sanktioneret for hårdt og uligt. DTL-Danske Vognmænd opfordrer indtrængende transportministeren til at lytte indgående under morgendagens samråd med oppositionen og derefter tage skridt til at få bragt tingene i orden.

Det skulle være så godt, men det blev faktisk skidt. Vejafgiften for tunge lastbiler skulle beskatte deres marginale omkostninger på samfundet og øge lysten til at investere i eldrift. Den brede regering og transportprofessorer klappede i hænderne. Nu skulle transportbranchen betale, og kunne de ikke betale, skulle de have bøder! Regeringen understregede dog også, at det ikke var vognmændene selv men kunderne, der skulle betale. Vognmændene skulle bare opkræve på vegne af staten.

Respektløst og uansvarligt

Erik Østergaard, adm. direktør i DTL-Danske Vognmænd, er ikke i tvivl:

- Transportministeren må lette sig fra sædet og få hænderne fri og begynde at erkende, at vejafgiftens indførelse er en skandale, der lader danske vognmænd tilbage på perronen, mens udenlandske vognmænd kan tøffe udenom det bødecirkus, der hersker i øjeblikket.

DTL peger på, at afgiften er blevet rullet ud uden en tilstrækkelig testperiode og uden tilstrækkeligt udstyr. Blandt de konkrete problemer nævnes apps, der kun virker på iPhone, bokse der skal have "et dask for at vågne", og fotoudstyr hvor uret går galt.

– Alt viser, at regeringen har tvunget et skrivebordseksperiment ned over en hel branche, uden at være klar. Det er både respektløst og uansvarligt, udtaler DTL-direktøren.

Ros til borgerligt udspil

Erik Østergaard roser den borgerlige opposition for at have en afskaffelse af vejafgiften på listen over 50 borgerlige forandringer, som blev offentliggjort for nylig. Han kan ikke se anden udvej, medmindre minister og myndigheder begynder at tage situationen alvorligt:

- Det giver ingen mening at blive ved med at påstå, at det er et fåtal, der rammes af fejl og urimelige bøder. For hver eneste vognmand, der rammes, er det en voldsom belastning, som de skal bruge dyrebar tid på at rede ud. Man kan ikke blot gnide sig i hænderne over de mange rare afgiftskroner. Bødesystemet skal også fungere.

Skulle afgiften fortsætte – også efter et kommende folketingsvalg – peger DTL-direktøren på en række ting, der skal være på plads hurtigst muligt: 

  • Flere og hurtigere advarsler, hvis boksene ikke virker.
  • En vejkontrol udført af politiet eller Færdselsstyrelsen, så især udenlandske lastbiler, der snyder med vejafgiften, stoppes og tilbageholdes i Danmark.
  • Nedbringelse af bødetrykket i både antal og størrelse for dem, der ikke bevidst snyder.
  • Tilpas bøderne og karakteren af forseelsen, for eksempel ved tekniske og menneskelige fejl, hvor afgiften er betalt korrekt før og efter hændelsen.
  • Mulighed for at efterbetale en skyldig afgift for at lukke huller i en ellers normal adfærd.

Mere end 100 mio. i bøder

- Det er simpelthen uværdigt af politikerne at kriminalisere erhvervet over én kam, som det sker i øjeblikket. Og bedre bliver det ikke af, at regeringen selv har erkendt, at man ikke kan inddrive bøder fra udenlandske vognmænd. Trods alle advarsler fra bl.a. DTL, har man med transportministeren i spidsen etableret en papirtiger til inddrivelse af bøder fra udenlandske biler der alene på første halvår er oppe i mere end 100 mio. Alle kan se, at det ikke kommer til virke, slutter Erik Østergaard.

Læs mere: Åbent samråd om kilometerafgiften