Adm. direktør for DTL - Danske Vognmænd og DTL's arbejdsgiverforening, DTL-A
Statsrevisorerne retter nu en usædvanlig hård kritik mod det statslige selskab Energinet og kalder styringen af elnettet for ”meget utilfredsstillende”. DTL – Danske Vognmænd kræver politisk handling efter de afslørede systemfejl.
Kritikken fra statsrevisorerne falder på et tidspunkt, hvor danske vognmænd presses mod el-lastbiler gennem nye afgifter – uden at have adgang til den nødvendige strøm.
Ifølge Statsrevisorerne er udbygningen af elnettet markant forsinket, med projekter der i gennemsnit halter 80 procent bagefter planen. Samtidig kritiseres Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet for manglende rettidig handling og utilstrækkelig kontrol. For transportbranchen skaber det en hverdag præget af usikkerhed og økonomisk risiko.
Adm. direktør i DTL – Danske Vognmænd, Erik Østergaard, siger: – Statsrevisorernes kritik bekræfter det, vi længe har advaret om. Vognmændene bliver pålagt afgifter for at fremme grøn omstilling, men infrastrukturen er ikke på plads. Det er urimeligt, at erhvervet skal betale prisen for statens manglende leverance.
Alvorlige konsekvenser for konkurrenceevne og grøn omstilling
Statsrevisorerne fremhæver, at forsinkelserne får direkte konsekvenser for private virksomheder, der mangler strøm. – For en vognmand, der – eventuelt med tilskud fra staten selv – har investeret millioner i el-lastbiler for at nedbringe vejafgiftens konsekvenser, er det en katastrofe, hvis bilerne ikke kan køre, påpeger Erik Østergaard.
Branchen oplever nemlig lange ventetider på op til 2,5 år for at få tilsluttet ladestandere, mens nye tilslutninger midlertidigt er sat på pause. Det betyder, at virksomheder risikerer at stå med store investeringer i el-lastbiler uden mulighed for at anvende dem.
Erik Østergaard advarer om, at situationen kan få alvorlige konsekvenser for både konkurrenceevne og den grønne omstilling. Han opfordrer derfor regeringen til at revidere vejafgifter og øvrige incitamenter, så de afspejler den faktiske kapacitet i elnettet.
– Den grønne omstilling kræver, at infrastrukturen følger med. Ellers risikerer vi at bremse et helt erhverv og undergrave tilliden til den grønne politik, siger DTL - direktøren.