Del

DTL: PostNord-overskud er skandaløst

At PostNord i andet kvartal kan fremvise et driftsoverskud er baseret på politikernes subsidiering – en subsidiering hvor man lader skatteyderne betale ekstra for stadig dårligere service og undergravning af fair konkurrencevilkår. Dét er skandaløst, mener DTL - Danske Vognmænd.

DTL - Danske Vognmænds administrerende direktør er langt fra imponeret over, at den fortsatte række af hjælpepakker til det kriseramte PostNord ikke alene fortsat bidrager til en skævvridning af konkurrencen, men også lader bl.a. private vognmænd via skatten være medsponsorer af den virksomhed, der undergraver deres egen forretning.

-Jeg kan slet ikke forstå at det her cirkus bare får lov at fortsætte, år efter år, siger Erik Østergaard.

-Når en privat vognmand, der skal operere på markedsvilkår, via sin skattebetaling er med til at poste skattekroner i PostNord, så betyder det reelt, at vognmanden betaler sine hårdt optjente penge til en virksomhed, der medvirker til at vanskeliggøre hans egen virksomheds muligheder for at operere på fair vilkår. Det er altså meget, meget urimeligt. Og jeg forstår godt de folk i transportbranchen, som synes de bliver holdt for nar for deres egne penge, fortsætter Erik Østergaard.

- Jeg ved godt, at politikerne er i en kattepine, men man kan altså ikke blive ved med at kaste gode penge efter dårlige. Vilkårene for vognmændene er i forvejen vanskelige efter år med social dumping, ændrede miljøkrav der hele tiden kræver ny investeringer, tårnhøje bøder for selv små forseelser osv. osv. Set i det lys gør det ondt på branchen, at man over skatten bliver tvunget til at betale for, at PostNord kan drive forretning på skattekroner – samtidig med at man på landevejene hver dag kan se PostNord-biler køre med østchauffører og på nummerplader fra Østeuropa. Dét er en torn i øjet.

DTL - Danske Vognmænd vil fortsat forfølge sagen og presse politikerne til at finde en holdbar løsning, der ikke ødelægger det for almindelige vognmænd der opererer på markedsvilkår.