Regeringens spareøvelse har ramt politiet, der fremover ikke skal involveres i de lokale vejmyndigheders afgørelser om fx lokale hastighedsgrænser. Det bliver ifølge et lovforslag fra Transportministeriet overladt til de kommunale vejmyndigheder alene at træffe beslutninger om hastighed samt brugen og indretningen af de små veje.
Men kriterierne for vejmyndighedernes manøvrerum er klare og snævre, og det er DTL – Danske Vognmænds direktør Erik Østergaard godt tilfreds med:
- Det er fremgået af pressen, at kommunerne er grumme utilfredse med det, de mener, er stramme tøjler, når det gælder regulering af hastigheden på vejene. Men i DTL er vi enige med Transportministeriet i, at kompetencen skal begrænses og være forbeholdt de mindst trafikerede veje og ikke de veje, der som udgangspunkt betjener mere end blot lokal trafik. Fx som en del af veje, der har regional trafik på tværs af kommunerne.
Der er også trafiksikkerhedsmæssige hensyn
DTL-direktøren er altså enig i lovforslagets hensigt om at have klare, objektive kriterier for, hvornår der kan fastsættes lavere lokale hastighedsgrænser inden for tættere bebygget område, og han tilføjer:
– Der er også et trafiksikkerhedsmæssigt hensyn i at undgå såkaldt sivetrafik fra hovedfærdselsårer til mindre egnede sideveje, hvis fremkommeligheden forringes på hovedfærdselsårerne på grund af hastighedsbegrænsninger.
- Det er principielt i orden for os, at politiet kobles fra beslutningsprocessen. Men der skal være snor i kommunernes hastighedsreguleringer, så tingene ikke stikker helt af. Vi har tidligere set det med håbløse forslag om vægtbegrænsninger og på området for emissionsfri zoner, hvor politisk tankegang tager over på forvaltningsområdet og fostrer alle mulige ideer. Det vil vi gerne undgå, siger Erik Østergaard.
Lovforslaget har høringsfrist den 27. januar.