Det handler om at undgå, at langt billigere overenskomster kommer ind, og at nogen ikke ser sit snit til at dumpe løn og vilkår.
Sådan siger arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen, som er centerleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds-og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, om den aftale regeringen annoncerede den 15. januar med støtte fra et samlet Folketing minus Liberal Alliance og Simon Emil Ammitzbølls én-mandsforetagende Fremad.
Den politiske aftale tager handsken op fra det fælles forslag fra DA og FH fra 2019, hvori hovedorganisationerne på hhv. arbejdsgiver- og lønmodtagerside betonede nødvendigheden af en lovbestemt minimumsløn for at dæmme op for social dumping i vejgodstransporten.
Konkret dikterer den nye aftale, at virksomheder fremover skal følge ”omkostningsniveauet i de kollektive overenskomster for chauffører indgået mellem de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter på transportområdet, og som er landsdækkende”. Det betyder i praksis, at 3F’s overenskomst med DTL’s arbejdsgiverforening, DTL-A, og ATL bliver afgørende. Men det er mindre væsentligt, påpeger Søren Kaj Andersen.
- Man vil fastholde et niveau, som vi kender fra det øvrige arbejdsmarked. Der er ikke sådan, at en bestemt overenskomst gøres gældende. Det handler om niveauet. Der kan godt være lidt forskel på lønnen, men hvis der er lidt bedre forhold på fx pension, så kan man sige ”fint nok”.
Han understreger, at aftalen ikke indeholder noget om eksklusivitet.
- Ingen tvinges ind på 3F’s overenskomst, men kører du på andre overenskomster, skal du køre på en overenskomst, der svarer til den repræsentative. Og 3F’s dækker langt, langt størstedelen af chaufførerne, cirka 85 procent, siger Søren Kaj Andersen.
Læs hele artiklen i det nye nummer af DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND