Vi er næsten midt i vinteren 2025, og mange har allerede i begyndelsen af det nye år fået en forsmag på vintervejret, når det ruller sig ud med kraftigt blæsevejr, skiftende temperaturer samt nedbør både som regn, sne og slud. Derfor er det også en god idé at være klar til at køre i vinterføret, når det viser sig fra sin værste side. Det gælder både køretøjerne og personalet.
Fjern is og sne fra bilen
Inden man kører ud i vintervejret, bør man allerførst sørge for at få fjernet sne og is, der dækker vinduer og lygterne samt taget på ladet. Det er også en god idé at have rigeligt med drivmiddel og holde sig opdateret på ruten, der skal køres. Her kan man med fordel orientere sig på Trafikinfo.dk, og det er godt at tage af sted i god tid, så kørslen kan foregå så sikkert som muligt, hvis vejrliget er dårligt.
Førere af erhvervskøretøjer bør også sørge for at have det rigtige personlige udstyr med: en god jakke, refleksvest, hue, handsker og vinterfodtøj. Desuden er det en god idé at have lidt mad og drikke med, så man kan klare et evt. længere stop på vejen.
Materiellet kan med fordel være forberedt for vinterføre, så man har det nødvendige udstyr. Det er helt nødvendigt at have godt mønster i dækkene, specielt på de styrende hjul og drivhjulene. Man bør også medbringe en skovl, så man kan gruse under drivhjulene eller fx grave sne og is væk.
Automatiske snekæder
En del lastbiler er udstyret med automatiske snekæder eller sandstrøningsanlæg, og begge løsninger er godt udstyr. De automatiske snekæder som fx OnSpot er virkelig godt udstyr, når man skal fremad i vinterføret. Det kan vognmand Tom Hansen, Kalundborg, tale med om. Han har igennem de sidste 25 år haft OnSpot-snekæder som fast udstyr på sine lastbiler.
-Det er simpelthen et nødvendigt udstyr på mine transportopgaver, hvor jeg transporterer foder ud til landbrug. Ofte er der private veje af mindre god standard, der fx ikke er asfalterede og med stigninger, som skal benyttes på den sidste del af transporten. Det er vigtigt for landmændene, at foderet kommer frem til dyrene uanset vejret, og derfor betragter jeg OnSpot som et uundværligt udstyr i min drift, siger Tom Hansen.
-Tidligere kørte jeg altid med pigdæk på både forhjulene og trækhjulene, men efter jeg fik automatiske snekæder, monterer jeg hvert år ved vintertid lameldæk efter norske forskrifter på både forhjulene og trækhjulene. Havde de tre-akslede lastbiler haft lov til at have en tilladt totalvægt på 28 tons som i et par af vores nordiske nabolande, så ville jeg også have haft snestrøningsanlæg, siger han.
Tilpas køreteknikken
Når der køres, bør man have stor respekt for glat føre. Når der køres op ad bakke, bør man finde det rigtige gear og låse gearet. Har man automatgear, kan man evt. sætte den over i manuel mode, så den ikke bare pludseligt skifter ned i gear med risiko for at miste vejgrebet.
Kører man med en flerakslet lastbil med bogielift, bør man selvfølgelig lægge mere tryk på drivakslen, indtil man er kommet op på toppen af stigningen, og er det helt ekstremt, er det også godt at aktivere differentialespærringen til at låse drivhjulene sammen, så længe lastbilen kører lige ud.