Del

Næste generation

Sabine Rosing Thunø har rykket teltpælene op på Bornholm for at blive chaufførlærling på Sjælland. Hun elsker chaufførlivet, men har også gjort sig sine tanker om, hvordan det skal hænge sammen med livet som mor til de børn, hun gerne vil have en dag. Vi mødte hende i april på DM i Skills.

I en tid hvor transporterhvervet nærmest dagligt ømmer sig offentligt over udfordringerne med at rekruttere kvalificerede chauffører, repræsenterer 22-årige Sabine Rosing Thunø et lysende håb. Hun er én af de yngre kvinder, som transportorganisationerne gerne vil have ind have ind i transporterhvervet og op i førerhuset. “Vi skal have flere kvindelige chauffører” har været et årelangt mantra fra alle kanter i transportbranchen.  

Og uden at holde en længere flammetale og være bannerfører for den dagsorden bringer Sabine Rosing Thunø gerne det gode budskab om livet som chaufførelev videre. 

- Man er sindssygt meget i praktik, og det, synes jeg, er virkelig fedt. Man kommer ud og ser noget af verden og ser, hvordan det foregår ude i det virkelige liv. Det gør man ikke på så mange andre uddannelser, siger Sabine Rosing Thunø, der selv har valgt et ikke helt konventionelt uddannelsesskift. 

Skiftede til erhvervsuddannelse 

- Jeg har faktisk gået to år i gymnasiet, men jeg fandt ud af, at en erhvervsuddannelse var mere mig. På boglige uddannelser kommer de jo ikke ud og ser arbejdsmarkedet, før de er færdige. Og så skal de til at finde et arbejde og se, hvordan det fungerer. Så på den måde synes jeg, det er fedt med en erhvervsuddannelse, at man kommer så meget ud, forklarer hun. 

Hun har samtidig rykket teltpælene op på Bornholm, hvor hun kommer fra, og er nu bosat med sin kæreste i Stenlille på Midtsjælland.  

- Jeg synes, det er fedt at være lidt selvstændig og ikke lige have mor og far i baghaven, siger hun. 

Sabine Rosing Thunø er ikke blot et godt eksempel for en branche, der vil gerne vil have flere kvinder. Hun har også sine faglige kvalifikationer som elev på plads, og derfor er hun udtaget til at deltage på DM i Skills, hvor unge fra hele landet konkurrerer indenfor godt 100 fag på dygtighed og færdigheder. Hun er udtaget af Zealand Business Business College (ZBC) i Slagelse, hvor hun går i øjeblikket som en del af sin uddannelse. Hun har forberedt sig op til konkurrencen sammen med flere af sine skolekammerater i disciplinerne energirigtig kørsel og krankørsel, som begge foregår i en simulator. Derudover skal hun konkurrere i lastsikring og igennem en teoriprøve med 50 spørgsmål. 

- Jeg har prøvet alting i den virkelige verden. Men jeg har terpet teorien sindssygt meget, fordi det er noget af det, man hurtigt kan blive rusten på. Man har jo styr på det, man bruger i hverdagen, og resten lægger man op bag i hovedet, fortæller hun, da vi møder hende på Dyrskuepladsen i Roskilde, hvor DM i Skills foregår.  

Sjælden fugl i branchen 

Sabine Rosing Thunø er bevidst om, at hun som kvinde er en relativt sjælden fugl i transportbranchen. Det gælder både på ZBC i Slagelse, hvor hun er den eneste kvinde på chaufføruddannelsen og på hendes læreplads hos Frede Andersen & Søn i Næstved, hvor hun har et par kvindelige chaufførkollegaer og en stor flok mandlige. Det lægger hun dog ikke selv større vægt på, selvom der også er mærkværdige oplevelser fra tid til anden.  

- Det meste spøjse, jeg oplever, er nok fra kunderne. Altså, hvis jeg har været ude med nogle af mine mandlige kollegaer, er jeg blevet spurgt: “Er det så din mand?” Og så svarer jeg: “Nej, jeg er sgu da på arbejde.” Det, synes jeg, er lidt komisk, fortæller hun grinende.  

Må give afkald på noget, hvis der kommer børn 

Men faktisk er manden i Sabine Rosing Thunøs liv også chauffør. Og selvom de begge to godt kan være sent hjemme, har det sine fordele, mener hun. 

- Der er måske mange, der har en kæreste, der kører lastbiler, mens de selv måske har et otte til fire-job, og det er måske svært for dem i starten at vænne sig til, at den anden person ikke er lige så meget hjemme.  

Til gengæld har Sabine Rosing Thunø gjort sig nogle tanker om fremtiden, der givetvis kommer til at indebære nogle kompromisser. For mens hun har en klar idé om, at hun gerne vil ud og køre som chauffør også, når hendes elevtid er overstået, har hun også allerede gjort sig nogle tanker om, hvordan hendes og kærestens privatliv skal være. Og det indebærer at være sammen som en familie.  
- Jeg vil gerne have nogle børn en dag, og der er jeg rimeligt afklaret med, at enten mig eller min kæreste bliver nødt til at give afkald på noget i en periode. Og jeg er også godt klar over, at det bliver mig, men nu må vi jo se, siger hun.  

 

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 4, 2024