Del

Mormor kører kran

Mormor kører kran

Lone Jespersen (43) er efter et alvorligt sygdomsforløb sprunget ud som kranfører, og vognmanden har udstyret hende med en spritny Volvo FH16-kranbil. 

----------------------

4. marts 2021

Kranbilførere er nogle gamle nisser med fjer i hatten.  

Lone Jespersen, godschauffør gennem 15 år, havde sine klare fordomme om chaufførerne på de store kranbiler. Lige til hun for et par år siden blev chauffør-medhjælper hos vognmand Per Larsen fra Kolding Krantransport. 

- Så gik der ikke lang tid, før hun ville køre bilen og prøve at operere kranen, husker Per Larsen. 

Hun blev optændt af en hellig ild, og de blev enige om, at Per Larsen skulle investere i nok en bil med påmonteret kran, så virksomheden kunne fordoble kranbilflåden og ikke mindst hyre Lone Jespersen som fast chauffør. 

Leveringstiden på sådan en bil er næsten to år, og bilen, en Volvo FH16 på 750 hk med påmonteret Palfinger 110 tonmeter kran med tilhørende blokvogn, blev leveret på adressen lidt uden for Kolding den 4. januar. 

I den mellemliggende periode lærte Per Larsen sin nye chauffør op, så hun nu fungerer som kranbilfører helt på linje med ham selv. 

De to er løbet på hinanden mange gange i arbejdssammenhænge. 

- Per har læsset emner, som jeg har kørt med. Og jeg har kørt følgebil, så vi har kendt hinanden længe. Han manglede en til at afløse ved kørehviletid og til at hente-bringe. Så nåede vi frem til, at jeg skulle prøve kræfter med kranbilen. Jeg har lært at køre maskiner, det har jeg aldrig prøvet før. Så har jeg lært at krane, hvad jeg heller ikke har prøvet før, siger Lone Jespersen. 

Med til historien hører, at hun for et par år siden blev alvorligt syg med kræft. Efter kampen mod sygdommen, som blev vundet, fik hun et ti timers fleksjob hos Per Larsen. Lone Jespersens vilje og gåpåmod samt en god kemi var den cocktail, der fik vognmanden til at investere i den nye bil og oplære hende i at arbejde med den. Hun har nu været ansat på fuld tid siden oktober sidste år. 

Hun er stolt over at have fået sin egen bil. 

- Det er fint. Megafint, som hun siger med slet skjult jysk beskedenhed. 

Vognmanden har kørt i bilen to gange selv. 

- Fra værkstedet og hjem, siger Per Larsen, der har den politik, at medarbejderen får den nye bil, så kører han selv rundt i den gamle, som er en fem år gammel Volvo FH16, der i øvrigt er stort set magen til den nye. 

Uden fordomme

Vognmanden er helt fri for fordomme om, hvad kvinder kan og ikke kan. 

- Hvis viljen er der, er jeg helt åben om, hvorvidt en mand eller en kvinde skal operere kranen. Det kan alle lære. Selvfølgelig er der den fysiske forskel, fordi mænd typisk er stærkere. Men på en moderne bil spiller det stort set ingen rolle i dag, siger han. 

Lone Jespersen supplerer: 

- Jeg har en pænt stor og tung krog på kranen, som jeg nok ikke kan løfte. Men jeg kan få fat i den med kranen uden at skulle løfte på den og på den måde montere den til brug. Hvor Per nok ville løfte den og så fastgøre den. 

Hun har kørt med kranbilen godt halvanden måned, og hver gang hun er i tvivl om, hvordan noget skal gøres, ringer hun til vognmanden. 

- Hellere ringe en gang for meget end én gang for lidt, siger Per Larsen, og Lone Jespersen nikker. 

I løbet af oplæringen var de to rundt hos de fleste kunder i butikken. Så det er ikke kommet bag på mange af dem, at det nu er en kvindelig chauffør, der leverer sommerhuset, båden, byggematerialerne eller hvad lasten nu består af. 

- Jeg oplevede dog, at der blev stille på en byggeplads i Aarhus, da jeg og ikke en mandlig chauffør hoppede ud af førerhuset og begyndte at krane, husker Lone Jespersen med et smil. 

Efter halvanden måneds tid er der efterhånden kommet arbejdsopgaver nok til den nu fordoblede kranbilflåde. Per Larsen og Lone Jespersen har fordelt opgaverne, så hun tager de lange ture og han småturene i Kolding og omegn. 

Flere kvindelige chauffører kan være på vej efter Lone Jespersen. Hun er mor til tre og mormor til en lille pige. Den ene af de tre døtre virker med Lone Jespersens ord ikke uinteresseret i at køre lastbil.  

Jeg oplevede dog, at der blev stille på en byggeplads i Aarhus, da jeg og ikke en mandlig chauffør hoppede ud af førerhuset og begyndte at krane.

REDAKTION

Tekst og foto: Niels Møller Madsen

Tilrettelæggelse: Thomas Rumph

Læs historien i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 2, 2022