Del

eTruck Tour Germany med tre vogntog

eTrcuk Tour Germany med tre vogntog

Udviklingen af elektriske lastbiler har nået en milepæl, viser en testtur i Tyskland, hvor DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND havde lejlighed til at prøvekøre tre elektriske biler fra henholdsvis Mercedes, MAN og Scania. 

-------------------------

24. august 2026

FOR FÅ ÅR SIDEN var der ikke mange, som kunne forestille sig, at batterielektriske lastbiler ville have nogen fremtid inden for hverken langturstransport eller tunge transporter. Udviklingen har imidlertid overhalet fordommene, og nu er det mere et spørgsmål om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med strøm, hvor lastbilerne skal køre og om hele det økonomiske perspektiv i anvendelsen af elektriske lastbiler hænger sammen. 

Sammen med gode samarbejdspartnere i Tyskland har DTL-Magasinet deltaget i en testtur i det sydlige og centrale Tyskland med tre forskellige elektrisk drevne lastbiler med tilhørende e-optimerede Kögel-gardintrailere (Se også omtalen af den nye e-optimerede Kögel-gardintrailer i sidste udgave af DTL-Magasinet, red.) 

De tre lastbiler, alle toakslede trækkere, var henholdsvis en MAN, en Scania og en Mercedes. Testkørslen, der hedder eTG, står for eTruck Tour Germany og forløb over 1.400 km, startende ved trailerproducent-en Kögel i Burtenbach, hvorefter turen forløb via Raubling i Bayern, Schwabach syd for Nürnberg, Kraftsdorf i Thüringen, Lohfelden ved Kassel, Bensheim i Hessen og Stuttgart for at ende på startpunktet i Burtenbach. DTL-Magasinet var med fra Lohfelden, hvor der var ophold for natten og opladning af de tre lastbiler. 

Ikke strøm nok på servicestationen  

Transformationen af vejgodstransport mod emissionsfri fremdrift er i fuld gang, men spørgsmålet er, hvor praktiske batteri-elektriske lastbiler er til daglig brug ved langturskørsel? Det er netop her, eTruck Tour Germany (ETG) kommer ind i billedet. Turens formål var at få praktisk indsigt i brugen af elektriske lastbiler i langturstransport og at gøre teknologiens nuværende muligheder håndgribelige. 

Køretøjerne har under turen været udsat for forskellige topografier, ruteprofiler og praktiske krav. 

De tre vogntog var alle lastede med ti tons, så det svarer nogenlunde til den gennemsnitlige belastning af en rundtur, hvor der måske køres med fuld last på en del af turen, tomt imellem to læs og måske blot med en let last på den næste opgave. 

De to sættevognstog, der havde henholdsvis en MAN og en Scania som trækker, vejede begge 26,4 tons, mens eActros 600 med den tilhørende Kögel-trailer havde en vogntogsvægt på 27,4 tons. 

Turen forløb efter planen, og der blev ladet op, når vi ankom til de valgte servicestationer med ladefaciliteter. Både i Lohfelden og i Stuttgart var ladestanderne placeret ved overvågede parkeringsanlæg for lastbiler, hvor der også var restauranter og hoteller tilknyttet. Alligevel oplevede vi, at der ikke var tilstrækkeligt med strøm, så alle kunne lade så hurtigt. 

Treakslede passer bedst 

En af konklusionerne, ud fra egenvægten på lastbilerne, er, at man nok skal tænke på at anskaffe sig treakslede eldrevne lastbiler, fordi vores transportstruktur i dag er meget tilpasset trailere med høje kongebolttryk, og derfor kan det være en stor udfordring at skulle anvende en toakslet elektrisk trækker med en meget høj egenvægt. 

De tre producenter, som stillede op her i eTG, kan netop levere treakslede lastbiler, som kobler til de fleste trailere. Dermed kan man undgå at indføre en ny trailerversion, som måske kun kan trækkes af toakslede trækkere, og som har en lav lastevne i forhold til den nuværende nordiske trailerflåde. 

Ved turens start var alle tre lastbilers batterier ladet helt op, svarende til 100 procent. Ved afslutningen af turen efter cirka 1.400 km kunne det konstateres, at det gennemsnitlige strømforbrug for alle tre lastbiler lå på mellem 90 og 94 kWh pr. 100 km. 

Testen er organiseret af Bönders Publishing GmbH i Krefeld, som bl.a. udgiver Truck & Trailer Welt med bistand fra redaktør Hans-Jürgen Wildhage.  

MAN eTGX: Komforten er den store overraskelse 

Den elektriske MAN eTGX 20.544 viser under eTG-testen, at moderne el-lastbiler ikke kun handler om rækkevidde. Komfort, udsyn og en harmonisk drivlinje gør den til en stærk kandidat til fremtidens langturskørsel. 

 

På billedet ses MAN-bilen ved laderen. Her viste det sig, at der ikke var strøm nok til, at bilen kunne blive ladet op hurtigt. 

 

MAN eTGX: Komforten er den store overraskelse 

Elektrificeringen af den tunge transport handler ikke længere kun om rækkevidde og batterier. Komfort, køreegenskaber og intelligent teknologi bliver i stigende grad afgørende parametre – og netop her markerer MAN eTGX 20.544 sig positivt. 

Under eTG-testen (eTruck Tour Germany) fik DTL-Magasinet mulighed for at prøve en MAN eTGX 20.544 med en Kögel e-optimeret Light Plus-gardintrailer på den 189 kilometer lange strækning fra Lohfelden ved Kassel til Gramschatzer Wald nord for Würzburg. Turen bød på kuperet terræn, lange stigninger og omfattende vejarbejde, som stillede krav til både drivlinje og bremser. 

Lastbilen klarede opgaven overbevisende. Samtidig opleves komfortniveauet som højere end i en tilsvarende dieselmodel. Fra førerpladsen er udsynet godt gennem de store ruder og via MAN OptiView, hvor kameraer erstatter de traditionelle sidespejle. 

Cockpittet fremstår moderne og overskueligt med et display, der blandt andet tydeligt viser afstand til forankørende og deres hastighed. 

Batterier prioriterer rækkevidde og nyttelast 

Den prøvekørte eTGX 20.544 var en 4x2-version med en elmotor på 400 kW. Kraften overføres via en firetrins gearkasse fra den centerplacerede motor til en konventionel bagaksel, som sender energien videre til baghjulene. 

Energien leveres af seks NMC-batteripakker (nikkel-mangan-kobolt), som samlet giver op til 534 kWh, hvoraf cirka 480 kWh kan anvendes. MAN har valgt batteritypen med fokus på rækkevidde og nyttelast, selv om løsningen er dyrere. Batterierne kan hurtiglades med op til 375 kW via CCS. 

Førerhuset er den moderne GX-version, der giver gode arbejdsforhold både under kørslen og ved pauser.  

Praktiske løsninger i hverdagen 

Udstyrslisten omfatter blandt andet køreprogrammerne Individual Efficiency, Range og OPD, dobbeltsidet opladning samt en række moderne førerassistentsystemer. Den dobbeltsidede opladning er en praktisk løsning, fordi chaufføren ikke behøver at tage hensyn til, hvilken side ladestanderen er placeret på. 

MAN har desuden udstyret bilen med adaptiv ASR (Anti Slip Regulation), der skal begrænse hjulspin. Ved en igangsætning kort efter start oplevedes dog hjulspin på asfalt. Vogntoget var ikke fuldt lastet, og den begrænsede friktion kombineret med den elektriske drivlinjes store moment gjorde sandsynligvis udslaget. 

Samlet efterlod MAN eTGX 20.544 et positivt indtryk. Drivlinjen arbejder harmonisk, komforten er høj, og bilen håndterede den krævende teststrækning uden problemer. 

Mercedes eActros 600: Et elektrisk stjerneskud på langtur

Med eActros 600 demonstrerer Mercedes-Benz, at en elektrisk langturslastbil kan kombinere høj komfort, kraftfuld drivlinje og avancerede assistentsystemer uden at gå på kompromis med rækkevidden. 

Mercedes-Benz har med eActros 600 skabt en elektrisk lastbil, der viser, hvor langt udviklingen er kommet. Under eTG-testen leverede modellen en overbevisende kombination af komfort, kraft og avanceret teknologi. 

Den testede eActros 600 LS var en 4x2-version i Styleline-udstyr med det rummelige ProCabin-førerhus i Gigaspace-udgave. 

Bag rattet finder chaufføren hurtigt en god kørestilling i det komfortable førersæde med massagefunktion. Betjeningen er enkel, mens cockpit og instrumentering kombinerer funktionalitet med et overskueligt farvedisplay. 

Kraftoverskud fra e-bagakslen 

Drivlinjen er baseret på Mercedes' e-bagaksel med to elektriske Bosch-motorer. Motorerne yder 400 kW med en maksimal effekt på 600 kW og en kontinuerlig effekt på 544 kW, svarende til en topeffekt på 816 hk. 

Tre LFP-batteripakker leverer op til 621 kWh brutto eller omkring 600 kWh anvendelig energi. Med en ladeeffekt på op til 400 kW er mulighederne for hurtig opladning gode. 

Intelligent kørsel letter chaufførens arbejde 

Kraften overføres via en integreret firetrins gearkasse til baghjulene. Gearskiftene mærkes stort set ikke, og accelerationen er både hurtig og jævn. 

Det intelligente PPC-system (Predictive Powertrain Control) tilpasser automatisk gearvalg og hastighed efter vejforløbet. Selv ved rundkørsler tilpasses hastigheden effektivt, så chaufføren primært kan koncentrere sig om kørslen.  

MirrorCam og lang rækkevidde 

Udsynet er fremragende både gennem ruderne og via MirrorCam-systemet, hvor kameraer og skærme erstatter de traditionelle spejle. Skiltegenkendelsen viste sin styrke under kørslen gennem Stuttgart med mange skiftende hastighedsgrænser. 

Mercedes oplyser en rækkevidde på op til 500 kilometer, og med Megawatt Charging kan batteriet oplades fra 20 til 80 procent på omkring 30 minutter. 

Prøvekørslen viser, at Mercedes er lykkedes med at udvikle en elektrisk lastbil, som matcher de fossildrevne alternativer på en lang række områder. Samtidig giver det lavere støjniveau et bedre arbejdsmiljø. 

Scania 40 R: El-lastbil med kræfter til 74 tons

Scania 40 R er udviklet til de tunge transportopgaver og demonstrerede under eTG-testen, at elektriske lastbiler nu kan håndtere høje vogntogsvægte med stor præcision og effektiv energistyring. 

Scania satser målrettet på elektrisk transport i den tunge ende af markedet, og 40 R demonstrerer, at eldrift ikke længere kun er forbeholdt lettere transporter. 

Modellen er udviklet til vogntogsvægte op til 74 tons. Ved vægte over 50 tons kræves en treakslet lastbil i de nordiske lande.   

Præcis energistyring på langtur 

Drivlinjen leverer 400 kW kontinuerlig effekt. Testbilen var udstyret med fire batteripakker med en samlet kapacitet på 624 kWh, hvoraf 520 kWh er anvendelige. Hurtigopladning kan ske med op til 375 kW. 

Motoren af typen EM C1-4 er sammenbygget med en firetrins gearkasse, hvorefter kraften overføres via kardanaksel til en konventionel bagaksel. 

På den 217 kilometer lange etape fra Gramschatzer Wald til Stuttgart viste energistyringen sig særdeles præcis. Turen begyndte med 63 procent batterikapacitet, og infosystemet forudsagde korrekt, at der ville være 28 procent tilbage ved ankomsten. 

Undervejs blev der genvundet 33,5 kWh gennem rekuperation. 

Opladningen fra 28 til 100 procent omfattede 189,39 kWh og tog 1 time og 55 minutter. Den lange ladetid skyldtes begrænset kapacitet på ladeanlægget, hvor flere lastbiler blev opladet samtidig. 

Komfort og aerodynamik i fokus 

Scania har udstyret modellen med den nye aerodynamiske IVD-kofanger, der betyder, at lastbilen klassificeres som aerodynamisk efter 96/53/EC og derfor ikke omfattes af reglerne om totallængde. Reglerne om drejeradier gælder dog fortsat. 

Blandt de øvrige tekniske løsninger findes EAS (elektrisk aktiv styring), énpedalskørsel og avanceret energistyring. 

Testbilen var udstyret med et CR20H-førerhus med sovekabine, hvilket gør modellen anvendelig til både regional transport og længere ture med overnatning. 

Prøvekørslen viser, at Scania 40 R leverer den kombination af trækkraft, energistyring og komfort, som kræves, når elektriske lastbiler skal løse de tungeste transportopgaver. 

REDAKTION

 

Tekst og foto: Finn Bjerremand: fba@dtl.eu

Tilrettelæggelse: Thomas Rumph

Læs hele eTruck Tour Germany-temaet i DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 6, 2026