DTL anvender cookies

DTL.eu bruger cookies til at identificere trafikken på sitet. Hvis du har acceptereret cookies, kan du altid slette dem igen ved at klikke på linket nederst på sitet. Læs mere om cookies her.

DTL: Vejpakken tager opgør med postkasseselskaber

Transportkommissær Violeta Bulc har længe adresseret problemerne med postkasseselskaber i vejgodstransporten og varslet et opgør. Med den del af Vejpakken, som Kommissionen har lagt frem i dag, kommer der handling bag ordene:

Foto: PostDanmark

”Der er absolut tale om skridt i den rigtige retning,” siger Erik Østergaard, DTLs administrerende direktør, og fortsætter:

”Som Kommissær Bulc flere gange har lovet – også over for mig personligt – kommer der nu krav om ansættelseskontrakter, kundekontrakter samt udstyr, der svarer til den påståede aktivitet på stedet – altså et krav om reel aktivitet svarende til virksomhedens karakter. Dét var på høje tid,” siger Erik Østergaard.

”Dette bør sætte en stopper for, at 3,4,5 transportvirksomheder lader en kontorfacilitet og en postkasse i et andet land gøre det ud for en vognmandsvirksomhed, bare for at kunne benytte sig af lovgivningen dér – og undslippe mere restriktive krav i andre lande. Med Kommissionens forslag er der varslet et opgør med den form for helt åbenlyst og ublu regelshopping, og nu er der noget at gå efter for de kontrollerende myndigheder.”

Ingen vej uden om samlet kontrol
”Men det her betyder jo ikke, at hverken brugen af vikarbureauer eller datterselskaber, der fx henter lavtlønschauffører ind fra Filippinerne, bliver bremset. Det er derfor vigtigt, at Kommissionen tænker en samlet myndighedskontrol på tværs af reglerne for fx told, skat og moms, men også for løn- og arbejdsmiljøregler, opholds- og arbejdstilladelser osv. Det er omfattende og komplekst, men der er ingen vej uden om, hvis vi skal systematisk undergravning af det regulerede arbejdsmarked til livs.”

DTL-direktøren ser Kommissionens udspil som et bidrag til at vanskeliggøre social dumping og unfair konkurrence:

”Jeg er da tilfreds med, at vi nu har en Kommissær, der reelt går ind i kampen for ordnede forhold. De forslag, vi er blevet præsenteret for i dag, løser jo langt fra alle problemer, og der venter en lang proces, inden vi ser forslagene materialisere sig. Men retningen og intentionen er rigtig. Vi bliver nødt til, område for område, at vanskeliggøre mulighederne for fusk og spekulation i udnyttelse af reglerne,” siger Erik Østergaard.

Savner samarbejde over grænserne
”Det, jeg savner i udspillet, og som Kommissionen først og sidst lige så godt kan tage fat om, det er nogle krav til nationalstaternes myndigheder om at samarbejde over grænserne om kontrol og myndighedsudøvelse over for mistanker om postkasseselskaber og proforma-aktiviteter. DTL, NLA og en række andre europæiske vognmandsorganisationer fra bl.a. Frankrig, UK, Holland og Belgien har stillet fælles krav om registrering af og dokumentation for bl.a. betaling af skat, moms, arbejdsmiljø og sikkerhed på arbejdspladsen. Sådanne krav vil, hvis de kontrolleres, hurtigt skille får fra bukke,” slutter Erik Østergaard.

Du kan læse Kommissionens Vejpakkeudspil her