DTL anvender cookies

DTL.eu bruger cookies til at identificere trafikken på sitet. Hvis du har acceptereret cookies, kan du altid slette dem igen ved at klikke på linket nederst på sitet. Læs mere om cookies her.

DTL: Fair konkurrence lyder som en god idé.

Det er ikke uden forventning – men også med en sund skepsis – at DTL-Danske Vognmænd afventer dagens regeringsudspil om ”fair og lige konkurrence mellem offentlige og private virksomheder”. Der er nok at tage fat på, mener DTL.

Ministrene inviterer til fair konkurrence

Her til formiddag præsenterer innovationsminister Sophie Løhde, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll og erhvervsminister Brian Mikkelsen regeringens nye udspil Fair og lige konkurrence. Udspillet skal angiveligt sikre, at private virksomheder ikke bliver udsat for unfair konkurrence fra den offentlige sektor.

”Da Mahatma Gandhi engang, af en britisk journalist, blev spurgt, hvad han mente om vestlig civilisation, svarede han: ”Dét ville da være en god idé”. Det er lidt sådan, jeg har det med regeringens udspil: Det lyder som en rigtig god idé, men der skal godt nok ske en del, hvis vi skal tro på det.”

Sådan siger DTL-Danske Vognmænds administrerende direktør, Erik Østergaard, forud for fremlæggelsen af regeringens udspil.

”Set i lyset at drøftelserne om massiv støtte til PostNords drift, og dermed fortsatte konkurrence­forvridning, så er det jo svært at tro på, at regeringen, med sit udspil, virkelig ønsker at tage fat om nældens rod,” fortsætter Østergaard.

”Så sent som i går påpegede 3F, at PostNord, uden at bryde loven, via underleverandører benytter østchauffører på helt andre løn- og ansættelsesforhold, end dem DTL og 3F værner om på det danske transportarbejdsmarked. Det er jo i alt fald et sted at starte for regeringen.”

”Nu skal vi selvfølgelig se udspillet, men også på affaldsområdet, er der store problemer med skævvridning af konkurrencen mellem private og offentlige aktører, og her har kommunerne hidtil intet ville gøre for at sikre en fair konkurrence, og tromler gladelige over private vognmænd.”

Regeringen præsenterer udspillet til fair og lige konkurrence mellem offentlige og private virksomheder kl. 11 i dag.