DTL anvender cookies

DTL.eu bruger cookies til at identificere trafikken på sitet. Hvis du har acceptereret cookies, kan du altid slette dem igen ved at klikke på linket nederst på sitet. Læs mere om cookies her.

Årets Transportvirksomhed kåret

Thisted Kloakservice trak det længste strå og vandt foran et feststemt publikum i hjertet af Aarhus

Vinderen af Årets Transportvirksomhed 2017, Thisted Kloakservice. Fra venstre er det værten, komiker og journalist Sebastian Dorset, Bjarne Bloch fra Thisted Kloakservice, og DTLs formand Martin Danielsen. Foto: Per Daugaard

Den kendte komiker og journalist Sebastian Dorset havde værtsrollen og førte med stor humor de tre finalister og tilskuerne gennem den intense finale under Centralværkstedets høje loft, inden vinderen, Thisted Kloakservice, kunne træde op på scenen og lade sig hylde. Det skete lige inden festmiddagen i forbindelse med afholdelsen af DTLs generalforsamling. 

Temaet i konkurrencen i år var de selvkørende vognmænd, der har gjort en særlig indsats indenfor kommunikation, sociale medier eller it-teknologi, og hvor det har bidraget til synlighed og en klar profil.

Turen op på sejrspodiet er gået via afsløringen af de tre finalister på transportmessen i Herning d. 25. marts, en online-afstemning som lukkede i går fredag d. 19. maj, og endeligt en sms-afstemning det sidste døgns tid, inden kåringen af vinderen.

Satser på digital kommunikation

For Thisted Kloakservice er profilering, synlighed og genkendelse en integreret del af måden at tænke forretning. Den grønne farve i firmalogoet, som går igen på lastbilerne og i de ansattes arbejdstøj, er også fremtrædende på virksomhedens hjemmeside og Facebook-side.

Der satses stadig mere på digital kommunikation, og ambitionen er at frigøre endnu flere midler fra traditionel annoncering til at skabe digital synlighed. På Facebook arbejder Thisted Kloakservice med billeder, der giver indblik i nogle af de mere særlige opgaver, som man møder, med henblik på at kommunikere med nuværende og potentielle kunder. Effekten ses i at, der via Facebook kommer kundehenvendelser fra hele Jylland, og det anslås, at 20-25 procent af kunderne kommer via firmaets digitale kommunikation. Senest er Falck Danmark landet som kunde med en specialordre.

Om konkurrencen

Årets Transportvirksomhed planlægges afvikles af DTL-Danske Vognmænd i samarbejde med Bridgestone, Circle K, Codan, Jyske Finans, MTDK, SOS Dansk Autohjælp, VBG og Volvo Trucks.

Udover æren, vinderstatuetten og retten til at smykke bilflåden med titlen som Årets Transportvirksomhed 2017 får vinderen tilbudt indspilning af en markedsføringsfilm i samarbejde med et anerkendt, professionelt bureau. Derudover giver Volvo Trucks vinderen et ophold i Göteborg med besøg på Volvos fabrik

I 2017 er det 14. år, kåringen finder sted.

De to øvrige virksomheder i finalen var Vognmand Anders Larsen, Hedehusene, og Brædstrup Vognmandsforretning. De fik hver et gavekort på 5.000 kr. til et arrangement, en begivenhed, en oplevelse eller en ting, der kommer alle i virksomheden til gode.