Fredsø vognmand tog trafiksikkerhedspris

DTL – medlemmet Fredsø Vognmandsforretning fra Mors vandt, blandt fire nominerede, årets Sikker Trafik Erhvervs-pris, da Rådet for Sikker Trafik og Forsikring og Pension i dag afholdt trafiksikkerhedskonferencen 2017 i København.

Benny Nielsen og sønner - Fredsø Vognmandsforretning - vinder af Sikker Erhverv Trafik-pris 2017

Det var en rigtig glad og stolt vognmand Benny Nielsen fra Fredsø Vognmandsforretning, der sammen med sin hustru og to sønner kunne tage imod anerkendelsen for at være det lysende eksempel på en trafiksikker virksomhed i Danmark. Ord er normalt overflødige hos morsingboer, der lever gennem handling, men glæden lyste ud af vognmanden, der nu har endnu en titel at flage med i det nordjyske.

For ikke alene løb Fredsø Vognmandsforretning i 2014 af med titlen som Årets Transportvirksomhed hos DTL – Danske Vognmænd. Virksomheden vandt også i januar i år DI’s landsdækkende initiativpris blandt 18 regionale nominerede for at tage ansvar for både ansatte, kunder og for det miljø, som virksomheden uundgåeligt påvirker gennem sit virke.

Det betaler sig at være synlig
DTL – direktør Erik Østergaard er glad for, at DTL-medlemmet har fået en så fornem placering i offentligheden. ”Det her er et eksempel til efterfølgelse for andre virksomheder om, at strategi, markedsføring og synlighed kan betale sig. Ikke alene på bundlinjen, hvor Fredsø Vognmandsforretning har sparet mange penge – men også i den good-will, der følger med at få offentlighedens opmærksomhed på den positive måde. Det her er den gode historie, som vi kunne fortælle mange flere af, hvis medlemmerne hjælper os."

Juryen bag ved årets Sikker Trafik Erhvervs-pris lagde vægt på, at ledelsen i Fredsø Vognmandsforretning, der har 60 køretøjer, har udformet klare retningslinjer for, hvordan det forventes, at de ansatte kører i trafikken.

Alle lastbiler har en hastighedsbegrænsning på 82 km/t og alkolås. Desuden registrerer man på en særlig APP den enkelte chaufførs kørselsmønster i forhold til hastighed, opbremsninger, brændstofforbrug mv. De oplysninger bruger ledelsen til en ugentlig snak med hver enkelt chauffør.

Det har ifølge juryen ført til mere trafiksikker kørsel, lavere forsikringspræmier, lavere udgifter til brændstof og vedligeholdelse af køretøjer og nok så vigtigt – mindre pressede chauffører.

Og så er vinderen en mand med begge ben plantet på asfalten. Direktøren fra Rådet for Sikker Trafik Mogens Kjærgaard Møller citerede Benny Nielsen for et muligt næste udsagn i trafiksikkerhedskampagnen: ”I kan bare køre ordentligt!”

De øvrige nominerede til prisen var: Carlsberg Danmark, Krüger Aquacare og DSV (Road).