Luftfartens udfordringer er også vejtransportens

Den danske transportminister Magnus Heunicke er igen fremkommet med konkrete opfordringer til EU's transportkommissær Violeta Bulc.

Violeta Bulc - får travlt med både vejtransport og luftfart. Foto: IRU

Ministeren vil nemlig ifølge internetportalen altinget.dk have kommissæren til at fremsætte en forordning særligt møntet på arbejdsforholdene i luftfarten, så det bliver klarere, hvem der har det sociale ansvar for ansatte i flybranchen og gøre det umuligt for luftfartselskaberne at shoppe rundt efter, hvor der er de mindst krævende sociale vilkår.

Ministerens initiativ kommer i jetstriben på udfordringerne, som ikke mindst det irske luftfartsselskab Ryanair, men også forholdene hos SAS og Norwegian har givet det danske arbejdsmarked.

Luftfart i DTL-debat på Transport 2015
Luftfarten vil også være repræsenteret, når DTL-Danske Vognmænd på fredag den 20. marts kl. 11.00 arrangerer en politisk debat om transporterhvervets udfordringer på DTLs stand i hal J1. 

Her vil formand for Flyvebranchens Personaleunion Thilde Waast nemlig være repræsenteret sammen med, DTL- Danske Vognmænd, ITD, DI og fagforbundet 3F. Folketingsmedlemmerne og transportordførerne Kristian Pihl Lorentzen (V) og Rasmus Prehn (S) deltager i debatten.

DTLs adm. direktør Erik Østergaard mener, at der kan drages flere paralleller til vejtransporten: ”Der kan trækkes en rød tråd fra luftfartens verserende stridspunkter og til det, som i årevis er foregået på vejtransportområdet inden for godstransporten. Vi har set det i spørgsmålet om, hvorvidt man kan flyve vikarer ind fra udenlandske vikarbureauer og lade dem køre lastbiler ud af Danmark på udenlandske løn- og arbejdsvilkår. Og vi har set det ved direkte oprettelser af selskaber uden for Danmarks grænser, hvor man opererer systematisk i Danmark og i Norden på helt andre vilkår, end der gælder her”.

Et afgørende slag
Erik Østergaard mener, at det er forkert, hvis man lader befolkningen tro, at det, der foregår i øjeblikket på arbejdsmarkedet, mest er et fagforeningsspørgsmål og et for eller imod organisering i de traditionelle fagforbund.

”Det er et helt afgørende slag om, hvorvidt der i Danmark er plads til et dansk transporterhverv – altså danske virksomheder på danske hænder.

Vi kæmper i DTL – Danske Vognmænd for muligheden for at drive vognmandsvirksomhed her i landet på vilkår, der giver plads til danske ansatte på danske biler – og pligt til at betale skat til det danske samfund. Det er ikke nogen hemmelighed, og derfor følger vi også interesseret med i udviklingen på luftfartsområdet.”, siger DTL-direktøren.