Istid!

Sne og is, der glider af lastbilens tag under kørslen, kan være til stor fare for andre trafikanter.

Snebro i Taulov indvies dec. 2014. Foto: Kasper Petersen

I denne tid med skiftevis tø og frost kan der danne sig is på toppen af lastbilen eller traileren, der glider ned under kørslen.

Det har kunderådgiver Jesper Schnell fra Codans kundeservice i Aarhus selv erfaret som hyppig trafikant på de jyske motorveje:

”Jeg har et par gange de seneste dage selv måttet undvige nedfalden is fra lastbiler, og som kunderådgiver kan jeg derfor kun opfordre til, at man lige tjekker overdelen på bilen eller vogntoget, hvis der er mulighed for det," oplyser Codan-rådgiveren.

Og flere vognmandsvirksomheder skaber selv mulighederne som et led i deres bestræbelser på ikke at skade medtrafikanter – hvad enten det er cyklister og fodgængere eller bilister på motorvejene. Det er nemlig ikke ufarligt – og i øvrigt ganske ulovligt – at være den chauffør, der skal rense lastbilens tag fra en stige i fire meters højde.

Snebro er løsningen
Løsningen er ofte en egentlig snebro, hvorfra chaufføren under forsvarlige forhold kan bruge et par minutter på at fjerne is og sne inden kørsel.

DTL-medlemmet ØSG er et lokalt fragtmandsfirma på Kolding-egnen. Med sine 35 lastbiler fylder virksomheden meget i det lokale trafikbillede.

Derfor er det afgørende, at der er styr på sikkerheden, og derfor etablerede virksomheden også for lang tid siden sin egen snebro: En 20-fods container, som virksomheden havde stående blev udstyret med gelænder og stige, og så var den nye snebro klar – etableret helt efter lovkravene.

”Jeg ønsker ikke at få en regning, fordi en af vores lastbiler har tabt en stor isklump og ødelagt kølerhjelmen på en bagvedkørende bil. Jeg kan heller ikke have en mand stående på en stige for at fjerne sne og is fra taget med risiko for, at han falder ned og mister sine tænder, eller det der er værre."

Sådan sagde ØSG's adm. direktør Henrik Herum til Transportmagasinet, da virksomheden sidste år var blandt de nominerede til titlen Årets Transportvirksomhed.

Snebroen hos ØSG var efterhånden blevet så kendt, at Henrik Herum i efteråret var med som ekstern rådgiver, da der blev etableret en ny snebro ved Transportcentret i Taulov for at gøre det nemt at fjerne sne og is fra trailernes tage – til gavn for trafiksikkerheden i vinterperioden.

”Nu kan alle virksomheder i området bruge snebroen, og det er vi glade for," siger en tilfreds ØSG-direktør.

Snebroen er opstillet ved OK’s Truck Diesel station på Europavej.