DF valgkampsudspil om social dumping falder på tørt sted

Dansk Folkeparti spillede på TV2 News Night i aftes ud med en helt ny plan for at få bremset social dumping på transportområdet. Forslagene bør kunne samle bredt, og DTL bakker op.

Arkivfoto: Anders Hviid

Dansk Folkepartis forslag vil blandt andet stille konkrete krav til en ny regering og et nyt Folketing om at få permanentgjort nummerpladegenkendelse, få øget brugen af tilbageholdelse af lastbiler ved ulovligheder – den såkaldte klampning - indføre elektroniske fragtbreve for at stoppe svindel, samt kræve maksimalt 25 timers ophold på rastepladser for at stoppe camperingen af udenlandske lastbiler.

Desuden vil DF have et dansk initiativ på banen, der forhindrer, at der spekuleres i cabotagereglerne, der som bekendt stammer fra EU og i snart 6 år har bidraget til at undergrave det europæiske transportmarked.

Der er med andre ord behov for opstramning af reglerne ved cabotagekørsel – blandt andet forståelsen af 7-dages grænsen for udførslen af cabotagekørsel – mener DF, der også vil af med den såkaldte kombi-trafik med lastbil til og fra danske havne og jernbanestationer.

I dag bevirker EU’s regler, at udenlandske vognmænd kan lave fast trafik med sø-containere internt i Danmark uden nogen restriktioner overhovedet.

Samlet politik-pakke
DTL – Danske Vognmænds adm. direktør Erik Østergaard roser udspillet fra DF. Han håber, at initiativet kan finde bred støtte hos partierne i det kommende Folketing:

”De her ting har allerede været drøftet ad flere omgange i Folketinget før valget – mest som emner, der er blevet berørt hver for sig. Det interessante her er, at der er tale om en samlet politikpakke, som nu burde kunne samle partier henover midten i dansk politik. Det synes jeg er vigtigt, for det betyder, at der er vilje hos både røde og blå uanset hvem, der bliver statsminister den 18. juni,” fastslår Erik Østergaard.

Erik Østergaard peger på, at mange transportordførere faktisk selv har talt positivt om de forskellige elementer, som DF nu samler i en pakke.  ”Alt – lige fra en præcisering af cabotagereglerne til restriktioner på rastepladserne og mere kontrol med, hvem, der kører rundt hvor og hvor længe – har modtaget positive tilkendegivelser fra flere transportpolitikere,” fremhæver han.

Med i valgkampdebat
”Der må kunne samles et flertal fremadrettet for at få gjort noget ved tingene for alvor. Nu har man de senere år nærmest talt op ad stolpe og ned ad vægge om behovet for at få gjort noget ved tingene. Men det er ikke er skåltalerne, som bestemmer, hvordan transportsektoren kommer til at se ud. Det er derimod de konkrete, praktiske livtag med reelle udfordringer, som kommer til at sætte kursen,” mener Erik Østergaard.

DTL-direktøren forventer, at DF udspillet vil blive drøftet på dagens valgdebatmøde på Kronborg, hvor repræsentanter for 8 af Folketingets nuværende partier debatterer blandt andet social dumping.

Transportminister Magnus Heunicke har her til morgen udtalt til DR Nyheder, at regeringens hidtige indsats skal følges op. "Hvis vi slipper grebet mod social dumping, så blomsterer det bare op igen," siger ministeren.