Tænketanks ideer om kørselsafgift urealistisk

Den grønne tænketank CONCITO foreslog på en konference i dag en brandbeskatning af lastbiler med 11 mia. kr. Det er helt uacceptabelt.

Arkivfoto: Per Daugaard

Sådan siger Ove Holm, erhvervspolitisk chef i DTL.

”CONCITO’s forslag om 11 milliarders brandbeskatning vil ramme vores industri og vores landbrug – og ikke mindst skatteyderne – benhårdt” fastslår Ove Holm.

”Kørselsafgifter på lastbiler – og så i den størrelsesorden – er hul i hovedet. Intet mindre. For danskerne har brug for at få fragtet varerne ind og affaldet ud. Stat og kommune har brug at få materialer ind – og affaldet ud. Fra Metrobyggeri, fra anlægsopgaver, til vindmøller osv. Den regning CONCITO har udtænkt, vil i virkelighedens verden naturligvis blive sendt direkte videre til forbrugerne og køberne af ydelserne der kræver transport og desuden ramme benhårdt hos industri og landbrug.

Det koster arbejdspladser og det koster konkurrenceevne. Så CONCITO tror måske nok de kan isolere idéen til en brandbeskatning af et enkelt erhverv. Men i virkeligheden sender de en regning på 11 mia. til skatteyderne med en masse ekstra uønskede effekter. Det har ingen gang på jord”, fortsætter Ove Holm.

Hver liter tæller allerede
DTL har en lang række forslag til en bedre miljø- og klimaprofil for vognmandserhvervet, f.eks bedre trafikafvikling, asfalt med mindre rullemodstand, bedre uddannelse af chaufførerne så der køres mere brændstoføkonomisk, biogas og biodiesel til de tunge lastbiler osv.

”Jeg vil gerne slå fast, at vognmændene har et kæmpe-incitament til at reducere klimabelastningen, da brændstof-omkostningen typisk udgør 30 pct. af en lastbils samlede driftsomkostninger. Det er altså helt afgørende for vognmandsvirksomhedens økonomi og overlevelse og den vognmand, der får mest ud af hver liter diesel, vinder. Til gavn for samfundet herunder for klimaet. Så incitamentstrukturen er på plads.”

Lastbiler kører ikke for sjov
”Vognmandsbranchen vil gå langt for at reducere vores brændstofforbrug. Vi investerer gerne i større biler med mindre belastning. Og vi vil gerne medvirke til reelle løsninger der kan mindske forurening og CO2-udslip. Men jeg må sige at CONCITO’s forslag slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Trafikregulering og adfærdsregulering, for at mindske trængslen for privatbilisme, er overordentlig fornuftigt."

Men vognmændene kører ikke for sjov – de holder samfundet i gang, og næsten alt hvad vi skal bruge kommer frem ved hjælp af lastbiler. Til gengæld findes der mange steder udmærkede alternativer til personbilen, og det er dér man må rette fokus hen når det gælder afgifter, fastslår Ove Holm.

”Jeg synes også vi har brug for en vurdering af konsekvenserne for yderområderne i Danmark. Her er transporten jo i sagens natur længere, og jeg kan ikke forestille mig andet end at CONCITOS forslag vil forstærke skævvridningen af Danmark og ramme benhårdt ind på liv, virksomheder og arbejdspladser i yderområderne” slutter Ove Holm.