Organisationsmand bliver regionsleder i Midt-Nord

Det vil være en gammel kending af mange vognmænd i DTL-organisationen, når den 45-årige tidligere vognmand Kim Tatt Jakobsen fra Rom ved Lemvig den 1. maj tiltræder posten som leder af DTLs regionskontor Midt-Nord i Viborg.

Kim Tatt Jakobsen - ny kontorleder i DTL region Midt-Nord

Kim Tatt solgte 1. marts i år sin forretning Æ’vognmand efter 20 år som selvstændig vognmand – og med rødder tilbage til både morfar og farfar, som startede hver for sig i fyrrene. Nu bliver en gammel drøm om at hellige sig organisationsarbejdet 100 procent til virkelighed. Og det er en kompetent herre, der kommer til at lede regionskontoret:

Kim Tatt har nemlig været bestyrelsesmedlem i over 10 år i Vestjyllands Vognmandsforening – heraf de 5 år som næstformand og formand. Han har også siddet i bestyrelsen for servicekontorforeningen Midt-Nord og har været medlem af DTLs hovedbestyrelse siden 2008.

Den organisatoriske erfaring må dermed siges at være på plads. De faglige kompetencer ligeså: Uddannet som lastbilmekaniker, flymekaniker på Draken jet og med erfaring som chauffør hos Æ’vognmand, Lemvig, som han senere overtog, samt 20 års drifts- og ledererfaring som vognmand, gør det Kim Tatt til et godt match for vognmændene, han nu skal betjene i Midt- og Nordjylland.

DTLs ny kontorleder har i forvejen en særlig interesse for teknik og køre- og hviletidsforhold, han har certifikater på truck og vinterførebekæmpelse, og han har arbejdet meget med lastbilers brændstoføkonomi.

”Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, da jeg i mange år har brændt for vognmandsbranchen, siger en topmotiveret Kim Tatt. ”Det her job har jeg tit drømt om, mens jeg var vognmand, hvor jeg brugte meget af min tid på at arbejde for foreningen, servicekontoret og DTL som tillidsvalgt. Mange ting er nu faldet på plads.”

Kim Tatt har fundet et par ihærdige folk, der gerne ville overtage forretningen. Lysten til at prøve noget nyt og en rygoperation, der ikke lige er forenelig med at være aktiv vognmand, gjorde udslaget, da regionskontoret stod og skulle have ny leder.

Chefkonsulent i DTL Frank Davidsen, der er overordnet ansvarlig for servicekontorerne, er meget tilfreds: ”Vi havde et kvalificeret felt af ansøgere, men Kim Tatt har lige det ekstra kendskab til mange af de helt centrale ting for DTLs medlemmer, både fagligt og organisatorisk. Og han har været synlig og afholdt hele vejen rundt i organisationen. Vi glæder os meget til at have Kim med på holdet af ansatte i DTL”.

Som konsekvens af den nye stilling udtræder Kim Tatt af DTLs bestyrelse.