Fornem hæder til DTLs formand

DTLs formand Jørgen Egeskov, Vamdrup, er blevet tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen, fremgår det af en officiel meddelelse på Kongehusets hjemmeside.

DTLs formand Jørgen Egeskov på talerstolen. Arkivfoto: Per Daugaard

”Jeg er stolt og beæret over den anerkendelse fra Majestæten. Det lå ikke lige i kortene at få den besked, og jeg betragter den selv som et klap på skulderen for det arbejde, som hele organisationen gør for medlemmerne”, udtaler en glad formand.

63-årige Jørgen Egeskov er inde i sin sidste periode som valgt formand for DTL. Han har nemlig meddelt, at han udtræder af DTLs hovedbestyrelse på organisationens kommende generalforsamling 10. maj og samtidig forlader posten som formand efter 7 år i spidsen for vognmændene.

Det sker for at koncentrere sig mere om virksomheden Vamdrup Specialtransport A/S, som han stiftede i 1982 og har drevet sideløbende med et hav af tillidsposter for vognmændene.

Jørgen Egeskov er oprindeligt uddannet som landmand fra Bygholm Landbrugsskole og har virket som smed og værkfører samt chauffør hos et transportfirma i Vamdrup, inden han stiftede sin nuværende virksomhed.

Vamdrup Specialtransport A/S har i dag 22 ansatte og er specialiseret i kranudlejning og særtransporter fx vindmøllevinger og andre særlige godstyper.

DTL formandens karriere i organisatorisk sammenhæng startede med en bestyrelsespost i den daværende Kolding og Omegns Vognmandsforening i 1986.

Herefter gik det slag i slag - først som formand for DTLs Kran-Blok Erfa i 3 år samt formand for Vejle Amts Vognmandsforening og DTLs 5. kreds frem til 2008.

Dernæst som medlem af DTLs hovedbestyrelse fra 2002, næstformand i DTL fra 2003 og endelig formand i 2007.

Oven i disse direkte tillidsposter var Jørgen Egeskov også med i bestyrelsen for servicekontoret i Region Syd fra kontorets stiftelse i 2004 og frem til 2012, og han har siden 2008 været medlem af Dansk Erhvervs forretningsudvalg og bestyrelse.

Jørgen Egeskov ser frem til at møde op på Christiansborg og takke regenten for udmærkelsen, for som han siger: ”Jeg er efterhånden vant til at holde balancen på de bonede gulve, så det skal nok gå.”