DTL: Velkommen til transport-området, Heunicke

Dansk Transport og Logistik byder Magnus Heunicke (S) velkommen som ny transportminister.

Magnus Heunicke (S) Foto: Socialdemokraterne

DTL’s administrerende direktør Erik Østergaard:

”Først og fremmest vil jeg gerne ønske Magnus Heunicke tillykke med ministerposten. Vi ser frem til samarbejdet. Og der er en række store dagsordner, som DTL gerne bidrager til at få løst.

Først og fremmest vil vi gerne holde dampen oppe på kampen mod cabotagekørsel og social dumping, der jo heldigvis er et af regeringens prioriterede indsatsområder. Derudover vil vi meget gerne bidrage til en forbedring af trafiksikkerheden og løsninger på trængselsproblemerne.”

”Det vil være rart med mere kontinuitet i ministeriet. Jeg glæder mig til at tage hul på arbejdet sammen med den nye minister – og håber, at det bliver lige så konstruktivt som med den afgående minister.

Krisen og uhensigtsmæssige liberaliseringer i EU har presset mange erhverv, og også vognmandsbranchen, så der er mange store opgaver på ministerens bord fra dag 1. Jeg har tidligere haft et godt samarbejde med Magnus Heunicke da han var ordfører på transportområdet og det glæder jeg mig til at fortsætte” udtaler Erik Østergaard.